Modige talenter: Unge stjerner in spe tager springet mod succes
Hyldest til talent: Syddjurs Kommunes Talentpulje uddeler støtte til lovende gymnaster, en rytter, en issvømmer og en golfer.
At forfølge sit talent kræver mere end evner alene - det kræver mod. Det ved de, der har været eller er tæt på unge, der er indstillet på at teste talentets bæreevne, hvad enten det er inden for kunst, idræt eller anden kreativ virksomhed.
Syddjurs Kommunes Talentpulje støtter kreative talenter og idrætsudøvere, som er villige til at tage skridtet videre.
Puljen muliggør finansiering af aktiviteter og projekter, der ligger ud over det sædvanlige, såsom stævner, camps og specialiseret træning.
Ansøgere skal demonstrere ekstraordinære færdigheder og engagement på nationalt eller internationalt niveau og være under 22 år.
Modet til at forfølge sit talent understøttes af klare mål og en plan for talentudvikling, hvilket er afgørende for at modtage støtte fra puljen.
5 x 4.000 kroner
Torsdag kunne repræsentanter for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget tage imod fem talenter i byrådssalen på Rådhuset i Ebeltoft.
Mange af dem havde forældre og andre pårørende med.
I fraværet af udvalgsformand Heine Skovbak Iversen (B), der er ved at starte stille og roligt op igen efter at have været fraværende fra lokalpolitik i godt en måned, var det udvalgets næstformand, Bjørn Jensen (C), som bød velkommen og sammen med udvalgskollegerne Ole Sønderskov Hansen (A), Morten Siig Henriksen (F) og Marianne Kirkegaard (V) hyldede de fem unge talenter og overrakte dem hver en check på 4.000 kroner.
Fire idrætsgrene
TeamGym, golf, ridning og issvømning var de fire idrætsgrene, der var repræsenteret.
Bortset fra golf er der ikke tale om store idrætsgrene nationalt, men kravene til deltagerne er ikke mindre i forhold til træning og tidsforbrug sammenlignet med større og medlemstunge idrætter som fodbold og badminton.
Ofte må udøvere på topniveau i mindre idrætsdiscipliner selv punge meget ud, hvis de vil være med, fordi de ikke er underlagt idrætsforbund med få sponsorer og ingen eller kun minimal støtte fra Team Danmark.
De fem unge, der kunne køre hjem, inden de skulle træne, med en check på 4.000 kroner, følger her en kort præsentation af:
Dagmar Busk Wehner, 17, gymnasielev og bosat i Rønde. Dagmar Busk Wehner dyrker TeamGym i TRIF og er udtaget til EM 2024 i uge 42 i Baku i Aserbajdsjan.
Tilskuddet fra Talentpuljen skal gå til at dække udgifter forbundet med deltagelsen ved EM, hvor Dagmar Busk Wehner er sluppet gennem nåleøjet som en af 16 gymnaster ud af et nationalt felt på 120.
Karoline Mønster Kahr, 14, bor i Nimtofte. Hun er klubkammerat med Dagmar Busk Wehner i TRIF og skal ligesom sin tre år ældre TeamGym-veninde med til EM 2024 i uge 42 i Baku i Aserbajdsjan for det danske juniorlandshold.
Hendes tre år ældre bror er også TeamGym gymnast og landsholdsaktuel.
De to piger træner som udgangspunkt fire gange haltræning pr. uge plus to træningspas, der udelukkende har fokus på styrke. Hertil kommer samlinger med landsholdet.
Frederik Blunck Terp, 17, gymnasielev og bosat i Thorsager. Frederik Blunck Terp er blandt de dygtigste danske golfere i juniorkategorien U18.
Han er tilknyttet Lübker Golf og cheftræneren her, Morten Bartolin. Frederik Blunck Terp har tidligere vundet flere årgangsmesterskaber, ligesom han har modtaget sportslig godkendelse fra Team Danmark, som er med til at sikre, at han kan kombinere sin uddannelse med elitesport.
Når stx-huen er kommet på hovedet om et par år, er det den talentfulde golfers mål at kunne spille college-golf i USA. Han skal bruge de 4.000 kroner til at finansiere forskellige turneringsudgifter i 2024.
Melanie Just Erichsen, 14, går i 8. klasse på Syddjurs Friskole i Egens. Hun har siden to-årsalderen redet og har siden 2022 været tilknyttet CHC Master Class Young Riders, et talenthold for de dygtigste ryttere i hele landet.
Senere i år skal Melanie Just Erichsen deltage i Icehorse Festival, verdens største indendørs stævne for islandske heste. Hun har kvalificeret sig til A-rækken, den fornemmeste klasse ved stævnet.
Senere på året venter der Østjyllandsmesterskaberne og DM, hvor målet er at blive udtaget til landsholdet. Fremtiden? At flytte til Island og kombinere sport og gymnasium.
Naja Kristiane Sørensen, 17, bor i Kolind. Hun dyrker den særegne idrætsgren, issvømning. I december 2023 slog Naja Kristiane Sørensen verdensrekorden for juniorer i 50 meter bryst.
Det var i vand, og hold nu fast, med en temperatur på under fem grader. Siden præstationen i julemåneden har hun opnået at få medaljer til både DM og EM.
Fremover skal Naja Kristiane Sørensen tilknyttes en klub i Aarhus, fordi der ikke lokalt er bassiner med så koldt vand, som sportsgrenen kræver. Hendes næste mål er at blive kvalificeret til VM i Italien i 2025.
De 4.000 kroner skal hun bruge på at dække udgifter, der er forbundet med stævner som DM og EM.