Nyt p-hus bliver kedeligere - til gengæld koster det skatteborgerne 40 mio. kr.
P-hus på Sydhavnen skal i ny offentlig høring, fordi prisstigninger har krævet store ændringer i projektet.
Skrå linjer, bløde former, masser af grønt, en sportsområder, interessante opholdsrum, butiksliv i bunden og amfiscener. Og midt i det hele, velintegreret i huset, et jernbanespor.
Ja, der var nærmest lagt op til, at Sydhavnens nye parkeringshus skulle være en attraktion mere end en opbevaringsplads til biler.
Men ambitionsniveauet er blevet tvunget noget i bund, må Aarhus Kommune nu sande. Prisstigninger på byggematerialer har tvunget kommunen til at »tilpasse« projektet, fremgår det af en pressemeddelelse fra Teknik og Miljø. Så meget, at det nu skal sendes ud i en ny offentlig høring.
Men p-huset bliver ikke bare kedeligere. Det bliver også markant dyrere. Ifølge Århus Stiftstidende hele 39,5 mio. kr., som kommunen må spytte i puljen til A. Enggaard, der skal bygge det nye p-hus, som ellers er finansieret af Sydhavnens mange andre nye byggerier.
»Det er helt uhørt med et beløb i den størrelsesorden. Det er jo en skandale det her,« siger Thure Hastrup (UFP) til avisen og bemærker, at så mange penge har kommunen end ikke brugt på at forbedre cyklismen i byen de seneste år.
De nye visualiseringer afslører, at der er kappet en del af det, der skulle gøre huset til en attraktion, væk. I stedet bliver der tale om et noget mere udynamisk og firkantet projekt med mindre fokus på opholdsrum.
Også integrationen af jernbanen, der går ned til havnen, er droppet. I stedet bliver p-huset opdelt i to seperate bygninger på hver sin side af sporet, som forbindes via en vej under sporet. Gående vil kunne benytte en gangbro over sporet, oplyser kommunen.
»Det har været vigtigt for mig, at vi har bibeholdt parkeringshuset som mere end blot et sted, man kan parkere. Det skal understøtte det byliv, vi gerne vil have i området, samtidig med at det skal passe ind i områdets urbane og kreative stemning,« udtaler Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø, i pressemeddelelsen.
Parkeringshuset bliver udført i cortenstål og får trappeforløb og terrasser på sydsiden af huset i samme højde som Kulbroen.
Der kommer til at være i alt 772 parkeringspladser, som i hverdagene dog primært vil være til de ansatte i områdets nye højhuse og kontorbyggerier. Derudover vil der også blive plads til 200 cykelparkeringspladser.