Elna står af ræset: »Jeg kunne bare ikke se nogen anden udvej«

»Jeg var simpelthen så bange. Bange for, at det ikke kunne hænge sammen. Bange for at træffe den forkerte beslutning. Tankerne var overvældende. Men jeg kunne bare heller ikke se nogen anden udvej.«

Det er svært her i solskinnet, hvor eneste anden lyd er pippende småfugle og summende insekter i blomsterbedet, at forestille sig 45-årige Elna Bruun som fortravlet, overbelastet og skyldbetynget mor. Det er hun heller ikke. Længere.

Men for to år siden var tilværelsen sammen med ægtemanden, Hans, og deres tre drenge, der i dag er 13, 9 og 6 år, ved at tilte. Ikke bare sådan lidt, men big time.

Hendes mellemste dreng trivedes ikke. Børnehaven var svær for ham at tackle, han græd hver eneste dag, og både hun og Hans var superpressede over, at han havde det så skidt, men kunne ikke finde en løsning. Begge havde jobs, gang i karrieren og praktisk talt ingen ledige minutter i døgnet. Presset for at finde en holdbar løsning blev større for hver dag, der gik, og Elna følte sig tæt på bristepunktet.

Hvad nu hvis?

En mulighed, hun og Hans havde vendt flere gange tidligere, men aldrig gjort alvor af, begyndte at poppe op i Elnas tanker: Hvad nu, hvis hun sagde sit faste job op?

»Vi havde for flere år siden, da børnene var helt små, lavet en beregning: Gå på arbejde eller passe børnene derhjemme. Hvad ville det have af konsekvenser? Det blev bare ikke til andet end det. Nu stod vi så i en situation, hvor min mellemste dreng var så ulykkelig og overhovedet ikke trivedes i sin hverdag, og det gør jo bare så ondt langt ind i sjælen,« fortæller Elna.

»Vi forsøgte at løse problemet ved, at Hans stod tidligt op og tog på arbejde, mens jeg mødte sent. På den måde kunne vores dreng møde sent og blive hentet tidligt, men vi så næsten ikke hinanden som familie. Der var ikke tid til at reflektere over noget som helst. Stress havde gjort os blinde for, hvor travl vores hverdag var endt med at være. Vi var handlingslammede. Det kunne simpelthen bare ikke fortsætte længere,« forklarer Elna.

Beslutningen blev ikke truffet over en nat. Elna var på det tidspunkt fastansat som tv-tilrettelægger hos DR. En fastansættelse, hun kunne vinke farvel til for altid, hvis hun sagde op. I en branche, hvor opsigelser er hyppige, og fastansættelser sjældne, taber folk kæben, hvis nogen af sig selv siger op.

Søvnløse nætter

Elna gjorde det alligevel, men det kostede søvnløsenætter flere måneder i træk. Undervejs lavede hun lister med punkter, der skulle afklares, inden hun var klar til at tage beslutningen.

»Vi lavede en stor planche med frygtpunkter, som vi gennemgik bid for bid. Hvad nu, hvis der sker det eller det. Hvad gør vi så? På den måde fik vi lavet en slags kontrakt. Jeg investerer i familiens velfærd, Hans tjener de fleste af pengene, og jeg supplerer med det, jeg kan tjene som selvstændig. Kontrakten sikrer, at vi står ens, hvis der sker noget uventet. Hvis vi for eksempel blev skilt,« forklarer Elna.

»Fra vi seriøst begyndte at overveje muligheden, til jeg omsider sagde mit job op, gik der vel små seks måneder. Det var en sindssygt svær beslutning. Jeg kunne vågne midt om natten med åndenød og kunne kun tænke på pensionsopsparing og afdragene på huset. Jeg er opdraget til, at man skal have styr på økonomien og sikre sig. Var det her ufornuftigt, eller var jeg ved at ødelægge det hele for os? Jeg var faret vild i mine egne ambitioner og de normer og forventninger, der er til, hvordan man er som en travl børnefamilie. Hvorfor kunne vi ikke få det til at fungere?«

Økonomien spillede en kæmpestor rolle i den nye hverdag, hvor familien nu skulle få livet i huset i den lille landsby Tulstrup til at hænge sammen på en meget mindre indkomst.

Skar budgettet til

»Vi var enige om, at det var mig, der skulle sige mit job op. På det tidspunkt følte jeg ikke, at jeg havde det samme udviklingspotentiale i min stilling, som Hans havde i sin. Desuden tjente han mest, og jeg havde mulighed for at tjene penge på andre måder,« forklarer Elna.

Noget af det første, Elna gjorde, var at gå familiens budget igennem med en tættekam. Som tidligere bankuddannet var det her hendes hjemmebane.

»Hver gang jeg kunne fjerne noget i budgettet, havde jeg tjent det dobbelt. Jeg fjernede alt det, vi kunne undvære. Når man laver sådan en øvelse, så bliver man også pludselig meget bevidst om, hvor mange penge man egentlig bare har brugt med hovedet under armen,« smiler hun.

Den nye livsstil kan sammenfattes i et enkelt ord: Minimalisme.

»Vi skiftede bil til en, der var billigere i vægtafgift og mere økonomisk. Vi sparer en del ved, at jeg ikke har de samme transportudgifter til arbejde som tidligere. Vi handler til en uge ad gangen, Hans og jeg spiser vegetarisk, så udgiften til kød er skåret drastisk ned. Og så har vi indført købestop. Der bliver ikke foretaget nyindkøb, medmindre det er absolut nødvendigt. Vi handler genbrug så meget, som det kan lade sig gøre, og desuden arver vi tøj fra familien.«

På den måde sparer Elnas og Hans over 9.000 kroner hver eneste måned.

Andet syn på penge

»Hvis man vender det om, så svarer det til små 18.000 kroner, som jeg ikke behøver at tjene længere. Det er ret vildt,« konstaterer Elna, der i dag har et helt andet forhold til penge.

»Vi bruger helt klart pengene anderledes i dag. Vi prioriterer stadig at komme på ferie med børnene, og når den ældste nu er ved at blive teenager, så skal han selvfølgelig også have noget af det, de andre teenagere har, men det behøver ikke være i overflod. Det der bevidstløse forbrug, vi havde før, det har vi ikke længere noget af,« konstaterer Elna

»Der er selvfølgelig nogle drømme, vi har måttet parkere. Og selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så er der noget i det med statussymboler, som indimellem kan ramme mig. Men når jeg tænker over alt det, vi har fået i stedet, så føler jeg mig rigere i dag.«

Elna kan tale i timevis om alt det, der i dag gør familiens liv rigere end før. Først og fremmest om trivslen, hvor alle i dag har det godt, og familien er i balance. Den mellemste dreng trives og er glad for sin skole.

Dernæst peger hun på, at der i dag er meget mere nærvær i familien og masser af tid til at være sammen – allesammen, og ikke bare én forælder ad gangen sammen med børnene.

»Vi har meget mere fælles familietid, og det er faktisk det allerbedste. Det kan mærkes på alle. Det har virkelig vist mig, hvor meget vi var lullet ind i det her arbejds- og forventningspres. Vi glemte det allervigtigste, det, som vi i dag sætter allermest pris på: Den tid, vi har sammen,« understreger hun.

I dag supplerer Elna familiens indkomst som selvstændig med firmaet Mind Your Minutes, hvor hun tilbyder virksomheder hjælp til hjernepauser.

»Mit arbejde i dag er at hjælpe virksomheder med at indføre effektive hjernepauser på arbejdspladsen. Jeg er uddannet meditationslærer og stress-master og har tidligere undervist i meditation. Det er min forsikring mod nogensinde at komme for højt op i gear igen, for hvis jeg ikke selv er i balance og ro, så kan jeg ikke skabe pauser for andre,« smiler hun og tilføjer, at det er hendes bidrag til at bekæmpe al den travlhed og stress, der er på arbejdspladserne.

»Det kan godt lade sig gøre«

Elna vil gerne dele ud af alle de erfaringer, hun har gjort sig i løbet af de halvandet år, der er gået, siden hun satte tempoet ned.

»Jeg talte med nogle af mine tidligere kolleger om, hvordan jeg havde grebet det an og om de erfaringer, jeg efterhånden har gjort mig. En eller anden sagde, at det da var lige til en podcast. Og ja, det var bare en rigtig god ide,« konstaterer hun.

Det er blevet til podcastserien ’Stå af ræset’, som udkom den 25. juni på DR Lyd.

»Det har hele tiden været en af mine kæpheste, at jeg gerne vil inspirere andre. Jeg er jo ikke den eneste, der for vild i en hverdag, hvor jeg hele tiden haltede bagefter og følte mig utilstrækkelig, uanset hvor hurtigt og meget jeg knoklede. Jeg har selv søgt inspiration mange steder, og alt det vil jeg gerne give videre til andre,« fortæller hun.

»Jeg tror, mit budskab er, at vi skal passe på med ikke at lade os bedøve i vores liv. Bedøve af ambitioner, stress, forpligtelser, overdreven skærmtid, materialisme og forventninger. Det kan godt lade sig gøre at finde en anden vej. Der er mange måder at få mere tid til nærvær ind i sit liv. Man behøver ikke hoppe helt af ræset.«