Fortsæt til indhold

7. klasser besøgte plejehjem - nu søger de jobs: »Beboere og elever passede på hinanden«

Et særligt bånd er blevet skabt mellem de unge på 7. årgang på Kolind Skole og beboerne på demensplejehjemmet Frejasvænge.

Samfund
mw

To dage. To 7. klasser. Et plejehjem. Det er opskriften på en helt særlig relation mellem unge og gamle.

Det var det i hvert fald onsdag 12. juni for beboere og medarbejdere på demensplejehjemmet Frejasvænge og elever fra Kolind Skole. Her afholdt de en miniturnering i blandt andet petanque, ringspil og stigegolf, og den gode stemning var i top.

Det skriver Syddjurs Kommune.

Praktik blev til tætte bånd

Det hele startede med, at eleverne besøgte Frejasvænge på en såkaldt snusepraktik, som alle i 7. klasse på Syddjurs Kommunes skoler skal afsted på. Praktikken skal ruste eleverne til deres videre karrierevalg og brede paletten af muligheder ud for dem.

7.a. og 7.b. fra Kolind Skole var tidligere på året i snusepraktisk på Frejasvænge, og det medførte nogle usædvanligt tætte og gode relationer.

Praktikken har også ført til hele fire ansøgninger fra elever, som ønsker at få et fritidsjob på plejehjemmet.

For at styrke den gode relation yderligere mødtes de unge fra 7. a. og de ældre til en turnering en sommervarm onsdag 12. juni på Frejasvænge. Det hele kunne foregå udenfor, også ”tredje halveg” med grillpølser og sodavand.

Efter sommerferien er det 7.b.’s tur.

»Den skønneste stemning«

Det var Frejasvænge social - og sundhedsassistentelever, praktikvejleder og leder, lærere fra Kolind Skole og en petanquekyndig beboer, der planlagde turneringen.

»Der var den skønneste stemning i haven. Beboere og elever talte med hinanden, heppede, hjalp hinanden, grinede og ikke mindst passede på hinanden. Den glæde og de smil, der var på alles ansigter, kommer til at vare - og varme - længe. Allermest glæder vi os over den særlige relation, som disse dage med snusepraktik har skabt mellem os på Frejasvænge og 7. klasserne på Kolind Skole,« siger plejehjemsleder på Frejasvænge Pernille Scherling Frisch.

Udover petanque blev der spillet stigegolf (et kastespil med kugler, som skal ramme et stativ med vandrettet rækker) og dutch shuffle (en slags bobspil, hvor brikker skal ramme et bestemt sted på en lang plade). Elever og beboere var delt ind i tre hold som dystede mod hinanden.

Præmien til vinderholdet var flødeboller.

Formålet med snusepraktik

I Syddjurs Kommune skal alle elever på 7. klassetrin i snusepraktik. De skal både besøge en lokal virksomhed og et af kommunens plejehjem. Alle besøg med fokus på praktiske opgaver.

Formålet med snusepraktikken på plejehjemmene er at få eleverne til at opleve virkeligheden på sundheds og ældreområdet, og på den måde vække deres interesse for de mange forskellige job - og uddannelsesmuligheder, der findes.