Feststemning på plejecentre i Galten: 150 hotdogs spist
Stemningen var høj og appetitten god, da det nye Familieråd inviterede beboere og personale fra Plejecentrene Tjørnehaven og Bøgehaven i Galten på hotdogs ad libitum.
Der var pakket på P-pladsen bag Plejecenter Tjørnehaven i Galten mandag 24. juni ved middagstid. Og for en gangs skyld var det ikke af biler, men derimod af beboere fra de to plejecentre Tjørnehaven og Bøgehaven. Det nyligt nedsatte Familieråd bestående af repræsentanter blandt beboerne, pårørende og personalegruppen havde nemlig inviteret på hotdogs ad libitum.
I en halvcirkel omkring den lejede Byens Pølsevogn sad cirka halvtreds beboere klar til at afgive deres første bestilling på en ristet hotdog, en fransk hotdog eller en ristet pølse med brød.
På den solbeskinnede P-plads i en dunst af grillede pølser bød Familierådets næstformand, Hans Johansen, velkommen:
»Jeg vil gerne sige velkommen til pølsevogn på vegne af Familierådet. Jeg er jo næstformand.« Hans Johansen, der selv bor på Tjørnehaven, så helt stolt ud.
»Højere!« opfordrede et par kvindelige beboere i kor.
Oplevelsesmedarbejder Anne Saaby trådte straks til og gentog næstformandens velkomst ord for ord med en volumen, ingen syntes at misse.
»Jeg ønsker, at I alle får en dejlig dag,« sagde 81-årige Hans Johansen så med et nik mod forsamlingen. Anne Saaby gentog.
Som den første tøffede Hans Johansen med sin rollator forrest hen og bestilte en ristet hotdog med det hele. Snart dannede der sig en kø af beboere og personaler bag ham, og damen i pølsevognen fik travlt med at vende pølser og brød på grillen.
Til mad hører drikke
Med temperaturer på den lune side af 20 grader, måtte der også væske til. Cocio og kolde fadøl, som mange nok anser som obligatorisk tilbehør til hotdogs, var denne mandag erstattet af saft og koldt vand. En kombination ingen andre end Hans Johansen anfægtede.
»Jamen, så tager jeg en tår vand...« lød det lettere modvilligt fra næstformanden. Hans Johansen tog prøvende en slurk af sit vand.
»Jeg havde nu hellere set, det var en kold fadøl... Men det skal I ikke fortælle ude i byen. At jeg drikker vand altså,« sagde Hans Johansen så med et skælmsk smil. Som for at fjerne den grimme smag efter vandet tog han en stor bid af sin hotdog.
Jeg havde nu hellere set, det var en kold fadøl... Men det skal I ikke fortælle ude i byen. At jeg drikker vand altså.Hans Johansen, beboer på Plejecenter Tjørnehaven og næstformand i Familierådet
Rundt omkring i halvcirklen gik snakken, mens der blev gumlet energisk. Bare få minutter efter Hans Johansen havde spist sin første hotdog, trissede han op og stillede sig bagerst i køen. Da der sidste år var bestilt pølsevogn til et arrangement på Tjørnehaven, spiste Hans Johansen sig igennem ikke færre end fem hotdogs. En kadence næstformanden stilede efter at holde.
En hund efter hotdogs
Duften af ristede pølser havde også nået planlægger Christina Månssons labrador Gantos snude. Den bare fire måneder gamle hund sniffede ihærdigt i luften og kiggede spørgende på sin ejer og hendes hotdog. Da der ikke faldt noget af her, trak Ganto i hundesnoren og tog sig en snusetur under stole og kørestole i håb om at finde nogle krummer. Med sin daglige gang på Tjørnehaven var det tydeligt, at Ganto kendte både beboere og personale, og han fik kærlige klap uanset, hvor i halvcirklen han befandt sig.
»Kom her!« hviskede Hans Johansen til Ganto, da hunden var en snorlængde væk. Ganto kom straks, og Hans Johansen listede endestykket af sin anden hotdog ned i gabet på en tydeligt tilfreds labrador.
»Nå, Hans. Kan du spise en hotdog til?« spurgte Anne Saaby. »Det er jo med at benytte chancen, når den er her.«
Næstformanden tøvede kort.
»Så lad gå da. En enkelt hotdog mere, kan jeg vist godt få plads til,« sagde Hans Johansen så og tog sin tredje tur op til pølsevognen.
Succesfuld debut
Plejecentrene Tjørnehaven og Bøgehavens Familieråd blev nedsat i maj i år. Rådets medlemmer er medansvarlige for at skabe liv og aktiviteter for de to plejecentres beboere og har medindflydelse på anvendelsen af kommunalt tilskud.
»Familierådet har til formål at inddrage vores borgere og deres familier og give dem endnu mere medbestemmelse. Pølsevognen i dag er det første arrangement, rådet står bag, og der kommer flere i årets løb,« forklarede Anne Saaby, der selv sidder med i Familierådet.
Efter en god times tid var køen foran pølsevognen væk, og beboere og personale begyndte at sive fra P-pladsen og indenfor i skyggen. Alle mætte og i højt humør.
Med røde kinder kunne damen i pølsevognen fortælle, at der var blevet spist rundt regnet 150 hotdogs.
En af de sidste til at trække indenfor var Hans Johansen. Tre spiste hotdogs blev det til for hans vedkommende i år.
»Det var et festligt arrangement,« konkluderede næstformanden tydeligt glad for, at Familierådets debut-arrangement blev en succes.
Tilbage på P-pladsen stod Ganto og fulgte opmærksomt Hans Johansen med øjnene, indtil han forsvandt bag Tjørnehavens glasdør. Så gik Ganto i krig med at støvsuge asfalten for hotdog-krummer.
»Vi må vist hellere få dig ind, inden du får ondt i maven,« sagde Christina Månsson henvendt til Ganto og trak kærligt afsted med ham.
»Eller inden du bliver til en “hot-dog”,« råbte Anne Saaby efter dem og lo.