Jens Meilvang reviderer sit syn på Kolindsund-projektet
Jens Meilvang og resten af Liberal Alliance på Djursland er nu fortalere for, at der skal laves en tilbundsgående analyse som skal afdække konsekvenser og muligheder ved at genoprette Kolindsund til sin oprindelige form.
Hidtil har Liberal Alliances Jens Meilvang ikke været til hverken at hugge eller stikke i, når temaet har været Kolindsund og holdningen til at åbne for sluserne med det formål at gendanne Jyllands største sø.
Meilvang, der både har plads blandt de 179 folkevalgte på Christiansborg og i Norddjurs Kommunalbestyrelse, har været så en arg en modstander til dato, at han hver gang Kolindsund har været på den lokale dagsorden kategorisk har afvist at bruge penge på kommunale midler til at skabe fremdrift for projektet.
Men nu har piben pludselig fået en anden lyd.
Sammen med øvrige repræsentanter fra toppen af hierarkiet i Liberal Alliance Djursland har Jens Meilvang sat sig for at undersøge potentialet i at vende Kolindsund tilbage til sin oprindelige form som en mulig løsning på klimasikring i Grenaa og som et nyt centrum for turisme og oplevelsesøkonomi.
Efter århundreders afvanding for landbrugsformål er tiden kommet til at revurdere prioriteringerne i lyset af klimaforandringer og miljøbeskyttelse, mener Meilvang og co.
Tiderne ændrer sig
- Noget af en kovending, Jens Meilvang. Hvad går der af dig?
»Det er rigtigt, at jeg har været modstander af at omdanne Kolindsund til en sø igen. Af flere årsager, men mest fordi jeg ikke har fundet projektet realistisk, og så er der hensynet til lodsejerne i Kolindsund. Men det er efterhånden ved at være længe siden, at jeg har udtalt mig offentligt.«
- Hvad har fået dig til at skifte holdning?
»I første omgang foreslår Liberal Alliance, at der bliver foretaget en tilbundsgående analyse af mulighederne i Kolindsund. Det synes jeg, man først og fremmest skal notere sig.«
»Tiden står jo ikke stille, og ligesom alle andre kan jeg også se udfordringerne på klimaområdet, som vi ikke kan se stort på. Ifølge Den grønne trepart, der netop er indgået, skal der fjernes 400.000 hektar af den danske landbrugsjord, så i den sammenhæng er det oplagt at diskutere Kolindsund og få afdækket konsekvenser og muligheder ved at genoprette Kolindsund i sin oprindelige form.«
Samme melodi
Jens Meilvangs sang om, at tiderne skifter, er også den tone, der slås an i den fælles pressemeddelelse, som Liberal Alliance Djursland har sendt ud.
»Tiden er nu en anden – og prioriteterne har ændret sig. Klima og miljø er højeste prioritet,« lyder det.
Resultatet af Trepartsforhandlingerne understreger vigtigheden af en fælles indsats fra landbrug, naturorganisationer og lokalpolitikere for at realisere historiske beslutninger om at genoprette Danmarks natur, mener Liberal Alliance Djursland.
»Vi skal undersøge både de klima- og miljømæssige konsekvenser samt de erhvervsmæssige udfordringer og muligheder nøje,« fortsætter Jens Meilvang og hans kolleger.
Projektet vil ikke kun påvirke natur og miljø, men også have en central betydning for lodsejere:
»Dokumenterede miljøgevinster skal følges op af klare tidsplaner og økonomisk kompensation,« påpeger Liberal Alliance Djursland.
Endvidere understreger partiet projektets potentiale som klimasikringsløsning for Grenaa:
»Kolindsund kan fungere som et reservoir for øgede nedbørsmængder og dermed beskytte mod oversvømmelser.«
Det er Liberal Alliance Djursland, der står for citatet, og ikke Kolindsunds Venner!
En kronjuvel?
Liberal Alliance ser også muligheder inden for turisme og oplevelsesøkonomi i forbindelse med genopretningen af Kolindsund:
»Vi går offensivt ind i processen for at sikre, at projektet også bliver til gavn for det lokale erhvervsliv.«
»Målet er klart. Rammerne er klare. Liberal Alliance er klar – lad os undersøge, om Kolindsund kan blive en ny kronjuvel,« lyder det fra partiet lokalt.
Jens Meilvang og hans kolleger opfordrer nu politikere og lokale organisationer til at engagere sig i projektet og sikre bred opbakning blandt borgerne.