Spreder 350.000 kroner over lokalområdet: »Vi ønsker at bidrage«
Den lokale energi- og fiberkoncern AURA har uddelt forårets Lokalværdipulje med støtte til lokale foreninger og klubber.
Borgerforeninger, sportsklubber, andelsboligforeninger, fællesråd og selvejende kulturhuse har alle modtaget mellem 5.000 og 25.000 kroner fra energi- og fiberkoncern Aura.
To gange årligt uddeler koncernen en lokalværdipulje, som foreninger i Auras forsyningsområde kan søge om at modtage.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
»Vi har fået rekordmange ansøgninger til puljen i denne runde, hvilket vi naturligvis er meget glade for,« siger administrerende direktør i Aura, Carsten Höegh Christiansen, og tilføjer:
»Aura har en lang tradition for at støtte det lokale foreningsliv, fordi vi ønsker at bidrage til lokalområdet og til at sikre et attraktivt foreningsliv.«
AURA har en lang tradition for at støtte det lokale foreningsliv, fordi vi ønsker at bidrage til lokalområdet og til at sikre et attraktivt foreningslivCarsten Höegh Christiansen, administrerende direktør i AURA
Legeplads i Sjelle
En af de lokale modtagere af Auras Lokalværdipulje er Sjelle Bylaug.
Man er automatisk medlem af Sjelle Bylaug, når man flytter til Sjelle, og bylauget arbejder med forbedringer og tiltag, som er til gavn for landsbyens borgere. Lige nu er der ingen legeplads eller samlingssteder til byens børn i Sjelle. Det ønsker Bylauget at lave om på, hvilket de er kommet et skridt tættere på med en donation på 25.000 kroner fra Aura.
»I Sjelle tager vi udfordringerne op og arbejder proaktivt for at skabe og opretholde en levedygtig og bæredygtig landsby i udvikling. Vi ser nu, at der flytter mange børnefamilier til byen, og at vi står midt i et generationsskifte. Den udvikling kalder på, at der kommer større fokus på gode rammer til byens børn, og en legeplads i Sjelle vil netop være med til at fremtidssikre landsbyen og gøre den til et attraktivt sted at bosætte sig. Derfor er vi superglade for donationen fra Aura,« fortæller Signe Yde Leth-Espensen fra Sjelle Bylaug.
Sjelle er en af de 40 lokale foreninger og klubber, der har modtaget penge fra puljen. I alt er der blevet doneret 350.000 kroner.