Tre sure smileys på under et år: Fiskers Madværksted får stor bøde
Delikatesse- og smørrebrødsbutik i Åbyhøj har haft udfordringer med rengøring og hygiejne og modtaget tre sure smileyer og bøder af Fødevarestyrelsen på mindre end et år.
”Mad i topkvalitet igennem 4 generationer,” står der på Fiskers Madværksteds hjemmeside.
Den kendte smørrebrødsbutik i Åbyhøj har dog haft store udfordringer med rengøringen.
Det fremgår af den seneste kontrolrapport fra Fødevarestyrelsen 3. juni, hvor Fiskers Madværksted har fået en sur smiley og et bødeforlæg på 7.500 kroner for manglende rengøring.
Her har kontrolteamet bl.a. konstateret ansamlinger af mørkeindtørrede produktrester og indtørrede fødevarer og skrald under køledisken i udsalgsområdet. Under produktionsborde, hvor der fremstilling, er der ansamlinger af mørke indtørrede fødevarer med mug. Derudover er der kraftige ansamlinger af indtørret kød og en grim lugt på flere produktionsenheder. På et skærebræt i slagtersektionen er der klistrede lyserøde og ildlugtende produktrester i samlinger. Flere hylder og bunde i køleenheder, hvor der opbevares ferske færdigvarer og råvarer, er der konstateret indtørret kødsaft og mørke indtørredeproduktionsrester.
Og det er ikke første gang, Fiskers Madværksted får en sur smiley.
Fødevarestyrelsen har været på besøg flere gange indenfor det seneste år, hvilket har udløst bøder på 5.000 kroner 31. januar i år og den 23. august 2023.
Johannes Fisker er ejer af Fiskers Madværksted, og avisen har forgæves forsøgt at få fat på ham for at høre hans version af sagen.
31. januar havde virksomheden - ifølge kontrolrapporten - følgende kommentar til manglende rengøring:
»Det kan jeg godt se, det retter vi op på med det samme.«