Fortsæt til indhold

Surfergutter er rykket ind i »drømmelokaler«, men frygter kortvarig glæde

Blue Spirit har fundet sin helt rette hylde. Problemet er bare, at den hylde er det gamle posthus, hvis skæbne er uvis.

Samfund

Duften af af kaffe og saltvand blander sig med store smil og sød surfermusik.

Det er liv og glade dage i surfbutik, cafe og kursuscenter Blue Spirits nye lokaler.

»Her bliver vi bare!« udbryder Jacob Lassen, den ene af Blue Spirits to ejere, begejstret, da avisens udsendte dukker op.

Det er dog ikke helt så enkelt.

For selvom Blue Spirit for tre måneder siden overtog nøglerne til de perfekte lokaler, så skal de, som det ser ud nu, aflevere dem tilbage igen om ni måneder.

De nye lokaler ligger nemlig i det gamle posthus, hvis skæbne endnu ikke er afgjort.

Optimal placering

I de nye lokaler i det gamle posthus har Blue Spirit fundet den perfekte placering.

Der kan ejerne holde øje med kursisterne på vandet, mens de betjener kunder, og så deles bygningen med Ebeltoft Windsurfklub.

»Her er sindssygt god energi og en god synergi med surfklubben. Når vi er færdige med kurser, sender vi deltagerne ind i klubben, hvor de kan fortsætte deres surfrejse,« fortæller Robert Rohwedder, den anden af de to mænd bag Blue Spirit.

Samtidig er det i nærheden af både Fregatten Jylland og Maltfabrikken.

»Det er den gyldne trekant, som vi siger, så det giver bare god stemning. Jeg går hjem hver aften og er glad. Jeg har ikke ondt i min krop. Sidste år skulle vi slæbe 20 bræt hver morgen og aften frem og tilbage – 20-30 kg per bræt. Det tog ca. en time hver morgen og aften. Vi så det som fitness, men det var benhårdt,« siger han med et skævt grin.

Rent sikkerhedsmæssigt er de nye lokaler også helt optimale.

»Det gamle sted lå på den anden side af vejen. Det var lidt farligt, når vi skulle guide tyve mennesker over hovedvejen – vi har jo også handikapkurser. Så alt passer bare nu.«

Selvom Blue Spirits nye placering lader til at være en win-win-situation for både ejerne, kommunen og borgerne, så har Blue Spirit i første omgang kun nøgler til lokalerne indtil d. 1. maj næste år.

Gamle postbokse

Blue Spirit overtog de nye lokaler d. 1. maj.

Dermed er de kommet sent i gang med sæsonen i år. De plejer nemlig at starte d. 1. april. Samtidig var det et kapløb med tiden, da lokalerne i den grad krævede en kærlig hånd.

»Renoveringen tog 1,5 måned, og vi har lagt mange penge og kræfter i det,« fortæller Robert Rohwedder.

De har både malet, fjernet knæhøjt græs og væltet en væg. Og så var der også lige 350 metalpostbokse med nøgler, som lå gemt inde i væggen.

»Det tog nok tre dage at afmontere og finde de rigtige nøgle til de enkelte postkasser, så vi kunne nå ind til skruerne, så vi kunne skrue sektionerne af. Hver sektion vejede 300 kg, så vi måtte låne en palleløfter af Rema 1000.«

Blue Spirit har gennem de sidste to år arbejdet hårdt for at få lov til at rykke ind i det gamle posthus. Det har dog ikke været ligetil.

»Den del af bygningen her har stået tom et år nu. Bygningen er godkendt til foreningsbrug, og når du sammenkobler kommerciel forretning med forening er det meget svært, fordi de fungerer på forskellige parametre, så der hvor vi skulle finde sammen med kommunen, var der mange små ting, men til sidst var der nogle virkelig gode initiativtagere i kommunen, som virkelig tog ansvar.«

Flytning betyder lukning

Selvom de kun været i gang i de nye lokaler en måneds tid, så kan de allerede se fordelene ved den nye placering.

»Vi sælger virkelig meget kaffe – det er blevet et helt kaffespot! Det er også noget af det, vi gerne vil skabe – alt det fede rundtom surfing,« siger Jacob Lassen.

Trods skyer og støvregn denne dag er der alligevel masser af mennesker og god energi både inden i og uden for butikken.

Derfor holder de to ejere vejret, når det kommer til fremtiden.

»Vi er kommet ind på prøve, hvor kommunen skal vurdere, om de kan lide det. Samtidig skal det hele også ses i en større politisk ramme, fordi det ikke er klart, hvad fremtiden er for det gamle posthus,« forklarer Robert Rohwedder.

Han mener dog, at det vil være en katastrofe for surfmiljøet i Ebeltoft, hvis det gamle posthus må lade livet.

»Hvis vi bliver smidt væk fra den her lokation sammen med Ebeltoft Windsurfklub, så er der ikke noget surfing i Ebeltoift længere. For der er ikke andre steder, vi kan være tæt på havet, som det kræver. Det tror jeg ville være en stor skade. Hvis du ser på, hvad vandsport gør for andre kommuner – eks. Cold Hawaii – så kan du se, hvad det gør for borgere, turister og erhverv.«

Derfor håber Blue Spirit også, at de kan være med til at vise surfing i Ebeltoft frem fra sin bedste side.

»Vi kan se, der er rigtig meget liv hernede, og vi skal jo fremvise, at al det liv og den aktivitet kan forsvare, at man har det hernede.«