Disse veje er spærret under E45
Vejdirektoratet er i fuld gang med at forlænge de tunneler, der fører de kommunale veje under E45 mellem Vejle og Skanderborg.
Som en del af udvidelsen af E45 Østjyske Motorvej er Vejdirektoratet i gang med at udvide de mange broer, tunneler og andre bygværker, så der kan blive plads til de ekstra spor.
Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
I Skanderborg Kommune gælder det Risvej, som vil være delvist spærret fra juli og indtil 22. november. Der vil være et spor åbent med signalregulering. Desuden vil Sortholmvej være spærret frem til 30. august. Der kan forekomme justeringer af tidspunkter.
Vejdirektoratet har i samarbejde med kommunerne planlagt at dele arbejdet på de krydsende veje op i par og spærre dem på skift. På den måde bliver omkørselsruterne ikke alt for lange.
Arbejdet med at udvide tunnelerne betyder, at hastigheden på motorvejen bliver sat ned til 80 km/t, og køresporene bliver indsnævret, forbi de steder, hvor tunnelerne udbygges.
Det er dog særligt de lokale trafikanter, som bliver påvirket af arbejdet, da det er nødvendigt at spærre for adgangen under motorvejen for både bilister, cyklister og gående.
Det betyder, at de trafikanter, der færdes ad de kommunale veje, må benytte sig af omkørselsruter for at krydse motorvejen. Der vil være skiltet med spærring og omkørselsruter i områderne.
Foruden de to veje i Skanderborg Kommune vil der være spærret for veje i Horsens og Hedensted kommuner.
Senere kommer der yderligere fire tunneler og broer, som skal udvides, og hvor veje og stier skal spærres. Det gælder blandt andet Sneptrupvej i nærheden af Tebstrup. Vejdirektoratet udsender løbende varslinger.
Du kan holde dig opdateret på de trafikale gener på trafikinfo.dk.