Stærkt sammenhold i Norddjurs: Der blev danset til langt ud på natten
Nørager Sommerfest i uge 27 var en stor succes. Borgerne var mødt talstærkt op og stemningen var varm trods det kolde sommervejr.
Trods det ustadige danske sommervejr strømmede folk til Nørager Sommerfest i uge 27, som igen i år blev en succes med masser af liv og atmosfære på sportspladsen hele ugen igennem.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
Sommerfesten blev skudt i gang onsdag med den traditionelle åbningsgudstjeneste, der tiltrak mange besøgende klar til at starte ugen med salmesang og bibelfortællinger.
Efter gudstjenesten blev der afholdt en børnedyst, efterfulgt af en intens håndboldkamp, hvor Nørager U13-piger stod over for deres mødre, der løb af sted med en knap sejr.
Torsdag begyndte med en fodboldkamp, hvor Nøragers Serie 4-hold besejrede Auning IF med 2-1.
Herefter fulgte ’Klar med svar’, hvor familien Pedersen konkurrerede mod familien Fisker i en tæt dyst, som endte med sejr til familien Fisker.
Torsdagen sluttede af med en festlig aften i teltet, hvor der blev skålet, sunget og danset til langt ud på natten.
Fredag var sommerfestens højdepunkt med 32 hold fra nær og fjern, der deltog i en volleyturnering.
Aftenen blev også brugt på tovtrækning, hvor der blev kæmpet om sejren til stor opbakning fra publikum. Vinderne af tovtrækningen blev Molte & Far hos mændene og Arla hos kvinderne. Med over 1.000 gæster på pladsen var stemningen i top - igen til langt ud på natten.
Lørdag startede med den traditionsrige L-TEK five-a-side turnering, hvor Sportigan Auning stod som vindere efter kampene.
Om aftenen bød formanden for boldklubben, Klaus Johnsen, velkommen til borgerbal i teltet
Sommerfestens sidste dag begyndte med et imponerende optog, ledet af Kimbrergarden og NBK Ungdom, flankeret af pyntede vogne.
SuperChancen søndag eftermiddag tiltrak som altid mange bankospillere, der gik hjem med præmier sponsoreret af lokale virksomheder til en samlet værdi af næsten 50.000 kroner.
Festlighederne kulminerede med en fodboldkamp mellem Nørager og Vivilds førstehold, hvor Nørager sikrede sig en overbevisende sejr på 4-0.
Nørager Sommerfest blev endnu engang en stor succes med deltagelse og engagement fra lokalsamfundet, der fejrede en uge fyldt med sport, konkurrencer og fællesskab.