Fortsæt til indhold

Få kendte Finn - men alle kendte ”Sveske”: »Nu er han død - alt for tidligt«

Mindeord: »Han kunne fremtræde barsk og brutal. Også uden at være det. Men bag den store brystkasse bankede der et blødt hjerte.«

Samfund

Det er de store træer i skoven i Grenaa, der bliver fældet i denne tid. Kendte mennesker i bybilledet må vi tage afsked med.

Forleden var det Sorte Tom med det sjældent brugte efternavn Jensen, der pludselig og helt uventet døde og blev bisat fra et totalt fyldt kapel på kirkegården på Åstrupvej.

Og fredag 2. august går turen for mange utvivlsomt til det samme kapel, hvor der skal siges det sidste farvel til endnu en stor personlighed i byen.

Finn Bolther, Grenaa, er død - 68 år gammel.

Sådan ville en helt traditionelt opbygget nekrolog blive indledt.

Men det giver ikke mening her. For ikke mange kendte Finn Bolther - men alle kendte ”Sveske”. Og selv om det ikke anses for at være god tone at bruge øgenavne om mennesker, så er det i dette tilfælde slet ikke til at komme uden om.

Der er lidt uklarhed over, hvordan og hvorfor, han fik dette navn og blev kendt under det, men han har selv berettet, at det fulgte ham fra en meget tidlig alder.

Han blev født og voksede op i Grenaa - i en tid, da det havde stor betydning, om man kom fra Grenaa By eller fra havnen. Der var folk fra byen, som af samme grund kun nødigt gæstede havnen - og det var især på havnen, at ”Sveske” slog sine folder, når han var færdig med at køre lastbil. Chaufførjobbet havde han livet ud - og selvfølgelig er hans dødsannonce udstyret med en lastbil.

Var ofte midtpunkt

Han har arbejdet for forskellige vognmænd på egnen - og han sluttede sit arbejdsliv med at køre metalskrot fra Flensborg til Sverige og Finland. En tjans, han passede med stor akkuratesse - og hvor der blev taget behørigt hensyn til, at bentøj og ryg ikke længere havde det alt for godt.

Derfor brugte han de seneste år et elkøretøj til at fragte sig rundt i byen, når han skulle klare forskellige ærinder eller trængte til selskabelighed, for han holdt meget af at hygge sig med andre og nød at være midtpunkt.

I de yngre år var han på langfart. Ikke alene til Italien for at hente appelsiner og andet godt - men også så langt væk som Iran - og fik man ham i snakkehumør var det interessant at lytte til hans fortællinger om ture, som kunne vare i ugevis og bød på mange udfordringer undervejs - blandt andet med den italienske mafia. Det slap han også godt ud af.

”Sveske” havde et imponerende ordforråd og kunne bruge udtryk, som ikke egner sig til at blive trykt i en avis.

Hvis han var blevet interviewet til tv, var der blevet sagt ”beeep” mange steder, men hvis man kunne undgå, at andre provokerede ham til at udtrykke sig på den grove måde, var han en god samtalepartner og absolut værd at lytte til.

Han kunne fremtræde barsk og brutal. Også uden at være det. Men bag den store brystkasse bankede der et blødt hjerte. Især hvis man kom til at snakke om børn med ham. Så ramte man et punkt, som kunne få en tåre eller to til at trille ned ad hans kind - for så at blive tørret bort af en næve så stor, at ens egen forsvandt totalt, hvis man gav ham hånden.

For sådan var ”Sveske” også. Nu er han død - alt for tidligt. Han var for et par måneder siden blev ramt af sygdom, og han stod ikke en operation igennem efterfølgende.

Finn Bolther efterlader sig børn, og bisættelsen finder sted fra Grenaa Kirkegårdskapel fredag 2. august klokken 13.