Fortsæt til indhold

Skybrud oversvømmede lokal strand: Spildevand i havet

Skybrud forvandlede forleden Følle Strand til vandland, fortæller sommerhusejer Poul Madsen, der har haft sommerhus siden 1976 ved den attraktive badestrand.

Samfund

Et voldsomt skybrud satte himmel og hav i bevægelse ved Følle Strand forleden. Sommerhusejer Poul Madsen kunne fra sit vindue se, hvordan regnmængderne forvandlede et større område til en vandpantomime.

»Det regnede vildt mandag 22. juli om formiddagen, hvor der nok i løbet af nogle timer kom 50-60 millimeter,« vurderer Poul Madsen. Hans sommerhus, som ligger tilpas højt, blev forskånet, men det gjorde flere nabohuse og -haver ikke.

»Vandet stod flere steder i en halv meters højde, og det var mere end, hvad kloakkerne kunne klare,« fortæller Poul Madsen, der har haft sommerhus ved Følle Strand siden 1976.

Han bor i huset sammen med sin kone fra maj til september og har ikke tidligere oplevet noget lignende som forleden.

»Den fælles spildevandsbrønd her, som Aqua Djurs har ansvaret for, løb simpelthen over på grund af regnvandet og det tryk, det kom med, med det resultat, at en masse spildevand løb ud i havet,« fortæller Poul Madsen og peger på dækslet.

»Du kan fortsat se, hvor spildevandet løb ud i havet. De to dybe render er fortsat synlige.«

Følle Strand, hvor spildevand flød ud i havet efter oversvømmelsen, fordi den fælles kloak/brønd løb over. Det har påvirket badevandets kvalitet, mener Poul Madsen. Foto: Lars Norman Thomsen

Blå flag

Følle Strand har hejst det blå flag, som bevis på, at den er et perfekt sted at bade.

»Jeg bader hver dag, men har ikke gjort det efter, at der løb alt det spildevand ud i havet,« siger Poul Madsen.

En rundtur i sommerhusområdet viser, at veje og haver atter er fremkommelige, men jorden er stadig fugtig. På den del af Røllikevej, der ikke er asfalteret, har regnen vist, hvor stærkt vand er, når det får frit spil. Vejen har over en strækning på 10-15 meter fået et hul, som har gjort, at der er spærret for gennemkørsel.

Hvad gør Aqua Djurs?

Poul Madsen ser frem til sammen med andre sommerhusejere at diskutere de skader, som skybruddet forårsagede med Aqua Djurs, og afventer lige nu forslag fra spildevandsselskabet til en løsning, så man er klar, når næste skybrud kommer. Foto: Lars Norman Thomsen

Poul Madsen og de øvrige sommerhusejere venter nu spændt på, hvad Aqua Djurs har tænkt sig at gøre for at forhindre, at noget lignende sker fremover.

En anden sommerhusejer fortæller til Adresseavisen, at det er tredje gang på et år, at vandet har stået højt i hendes have, men heldigvis ikke endnu har forrettet skade inde i sommerhuset.

En del af Røllikevej er fortsat lukket, fordi hullet i vejen først skal lappes. Foto: Lars Norman Thomen

»Jeg og mange andre hernede ser frem til, at Aqua Djurs reagerer og kommer med en plan for, hvordan noget lignende kan forhindres, når det næste gang regner så massivt igen,« siger Poul Madsen.

Adresseavisen følger op og forhører sig hos Aqua Djurs i forhold til, hvad spildevandsselskabet har tænkt sig at gøre. Direktør Bjarne Langdahl Riis er først tilbage fra ferie i uge 32.

Adresseavisen hører gerne fra andre i læserkredsen, der også har oplevet problemer ovenpå sommerens store regnmængder.