De grønne ambitioner står i kø på Ring Djursland
Med nye kurser sætter det køretekniske anlæg nu øget fokus på energirigtig kørsel.
Den grønne omstilling er i fuld gang på transportområdet, hvor elektrificeringen af både person- og godstransport gør sit indtog. Derfor har Tradium Ring Djursland udviklet kurser inden for bus- og taxaområderne, hvor elektrisk kørsel er i fokus.
Det skyldes et ønske om at imødekomme den stigende efterspørgsel efter kompetenceudvikling inden for bæredygtig transport, fortæller centerchef Thomas Boll Matthiesen i en pressemeddelelse.
»I takt med samfundets omstilling til grønnere transportformer er det afgørende, at Tradium Ring Djursland også bidrager med relevante uddannelsestilbud. Ved at anvende de nyeste elektriske køretøjer, såsom el-taxier og el-busser, sikrer vi på Tradium, at kursisterne er rustet til fremtidens transportbehov,« siger Thomas Boll Matthiesen.
Bæredygtige ambitioner
Han er netop startet i stillingen som centerchef og har ambitiøse visioner for det køretekniske anlæg midt i Djurslands unikke terræn.
»Med adgang til et af Nordens bedste køretekniske anlæg og dygtige undervisere er Tradium Ring Djursland et ideelt sted for kompetenceudvikling. Mange virksomheder oplever økonomiske fordele ved at implementere energirigtig kørsel, og de, der fokuserer på bæredygtighed, tiltrækker og fastholder lettere talentfulde chauffører. Derfor understøtter disse nye kurser ikke kun de enkelte kursisters karriereudvikling, men bidrager også til en mere bæredygtig fremtid inden for transportsektoren,« vurderer Thomas Boll Matthiesen.
Fra 28. oktober til 30. oktober tilbyder Tradium Ring Djursland derfor for første gang kurset ”Grundlæggende kørsel med el-bus”.
Kurset fokuserer på at optimere elforbruget og forbedre køreteknikken i el-busser.
En nyindkøbt elektrisk bus vil ligeledes være omdrejningspunktet for den køretekniske del af EU-efteruddannelseskurserne for busser, der afholdes fra 14. oktober til 18. oktober.
Taxa-kursus genopstår
På Ring Djursland genintroduceres også muligheden for at tage taxakørekort.
Det er knap et årti siden, dette kursus sidst blev tilbudt, men på grund af stigende efterspørgsel har Tradium valgt at udbyde kurset igen.
En faglærer, der er opdateret på den nyeste viden, står klar til at gennemføre kurserne, som netop foregår i elbiler, for at klæde chaufførerne på til en mere bæredygtig fremtid.
Det første kursus afholdes fra 2. december til 13. december.