Døbt i Aarhus Havn: I morgen får unikt Mærsk-skib besøg af 2.000 gæster
Ved en ceremoni på Aarhus Havn fredag fik Mærsks nyeste methanoldrevne navnet "Antonia Mærsk".
Den seneste tilføjelse til Mærsks flåde af skibe, der kan sejle på methanol, er blevet navngivet i Aarhus.
Det er sket ved en ceremoni på havnen fredag. Lørdag åbnes skibet for omkring 2.000 besøgende.
Den 350 meter lange skude, der kan transportere omkring 16.500 containere, har fået navnet ”Antonia Mærsk”.
Skibet er det største af sin slags i verden.
Modsat de fleste containerskibe, der kun sejler på fossile brændsler, kan ”Antonia Mærsk” også drives af methanol.
Det kan produceres af biogas eller biomasse og spiller en helt central rolle i shippinggigantens ambitioner om at reducere sine CO2-udledninger.
Mærsk-topchef Vincent Clerk holdt tale før navngivningen og understregede blandt andet Mærsks »unikke partnerskab« med Aarhus, som han »ser frem til at fortsætte«.
I den forbindelse undlod han meget naturligt at nævne, at Mærsk i øjeblikket har trukket den kommunejede Aarhus Havn i retten for at få indført et midlertidigt påbud mod at indgå aftale med nye containeroperatører.
Med ”Antonia Mærsk” bag sig satte han ord på virksomhedens grønne ambitioner.
»Grøn methanol er et brændstof, der kan produceres i store mængder. Men det er en kompleks proces at udskifte sit brændstofforbrug. Vi ser en fremtid for os, hvor flere forskellige grønne brændstoffer eksisterer side om side,« lød det blandt andet fra topchefen.
Han brugte også anledningen til at gentage Mærsks ønske om politisk handling.
»Vi kan ikke klare den her rejse alene. Der er brug for en prismekanisme, der kan lukke hullet mellem priserne på transport med grønne brændstoffer og fossile brændsler.«
I dag er grønne brændstoffer dyrere end den traditionelle bunkerolie, og Mærsk opkræver derfor en højere pris fra de kunder, der ønsker den mere klimavenlige løsning.
Desuden er det en stor udfordring for Mærsk at skaffe nok grøn methanol.
Derfor vil det nye skib sejle på fossilt brændstof en del af tiden - blandt andet når det skal navigere ind i havne.
Med til navngivningsceremonien var også Vestas’ topchef Henrik Andersen og hans hustru, Kirsten, der har fået æren at blive udnævnt gudmor til ”Antonia Mærsk”.
Vindmøllegigantens direktør fremhævede i sin tale det tætte samarbejde med Mærsk, og så kom han kort ind på, at virksomheden »desværre endnu« ikke har fået installeret tre store vindmøller i bugten nær Aarhus Havn.
”Antonia Mærsk” er det første store methanoldrevne skib, der er blevet navngivet i Danmark. Der er med skibets markante størrelse tale om en af Mærsk-flådens mainlinere, og den vil således ikke anløbe Aarhus Havn mere end en enkelt gang i år, når Mærsk fra 2025 i stedet sender sine mainlinere til Bremerhafen i Tyskland, hvorefter såkaldte feeder-skibe vil sendes videre til bl.a. Aarhus Havn.
Skibet slutter sig til gruppen af Mærsks andre methanoldrevne skibe, der også tæller søsterskibene ”Ane Mærsk” og ”Astrid Mærsk” samt det noget mindre ”Laura Mærsk”.
Sidstnævnte fik Mærsk leveret i 2023. Skibet var det første methanoldrevne i verden.
Med grøn methanol mindskes det enkelte skibs udledninger ifølge Mærsk med mindst 65 pct.