Smukfest om kønsfordeling: »Vi har et ansvar, og det ansvar tager vi«
Smukfests indholdschef Trine Bang drømmer om flere kvindelige artister fremover, men mener at en målsætning om en 50/50 fordeling på næste års musikprogram er for rigid.
I otte dage fik Smukfests basrytmer ikke alene Bøgeskoven men store dele af Skanderborg by til at sitre. I særdeleshed fra 7. til 11. august, hvor festivalpladsen lagde muld til 160 koncerter fordelt på fem scener. Af årets artister var bare 23 procent kvinder, viser en optælling foretaget af DR. Et faktum Smukfest har måttet forklare og forsvare i en tid, hvor der er ekstremt stort fokus på den ulige kønsfordeling i musikbranchen.
Smukfests indholdschef Trine Bang understreger, at ligestilling, inklusion og diversitet prioriteres højt, når programmet for Smukfest lægges.
»Vi taler meget om køn i år, og det skal vi blive ved med, for den samtale er nødvendig. Men på Smukfest findes ligestilling på scenerne i mange former. I år havde vi eksempelvis nigerianske Burna Boy som vores store hovednavn onsdag aften. Han er en af de musikere, der med sine afrobeats bliver præsenteret som det største navn, når det handler om at være med til at skabe lyden af 2024. Det, at han står på Smukfest, er også en spejling af en mangfoldig musikkultur. Der er mange aspekter af at være inkluderende, som vi kan komme til at glemme, når vi kun fokuserer på kønsfordelingen blandt artisterne. Det handler også om kultur og om genrer,« siger Trine Bang.
Det program, vi repræsenterer, afspejler den danske musikbranche meget godt. Men det betyder ikke, at det ikke skal være bedre.Trine Bang, indholdschef Smukfest
Spejling af branchen
Set i forhold til Roskilde Festival, der i år for første gang nogensinde havde flere kvinder end mænd på scenerne, halter Smukfest bagefter med festivalens lave repæsentation af kvindelige artister.
»På Smukfest går vi efter at have et overvejende dansk program. Cirka 80 procent af vores bookinger danske. Det betyder, at vi er meget afhængige af et dansk musikmarked. Ser man på de albumudgivelser, der blev lavet sidste år og på de rapporter, der opgør hvor mange professionelle musikere, der er kvinder i Danmark, så ligger det på 25 procent. På den måde er Smukfest godt med, og det program, vi repræsenterer, afspejler den danske musikbranche meget godt. Men det betyder ikke, at det ikke skal være bedre,« lyder det fra indholdschefen.
Procentfordelingen af køn blandt artister på landets festivaler bliver opgjort på forskellig vis af medierne og af de enkelte festivaler.
»På Smukfest måler vi på koncerter. Det vil sige, at eksempelvis “Stærke stemmer” søndag aften, hvor 17 kvinder stod på Bøgescenen, tæller som en koncert. Så vi er ikke inde at tælle specifikt, hvor mange kvinder der står på scenen. I år har vi haft 160 koncerter, og ud af dem er 23 procent koncerter med en kvindelig forsanger. Men tæller vi blandede bands med, når vi faktisk op på 32 procent kvindelige artister,« forklarer Trine Bang.
Som festival med 60.000 daglige gæster er Smukfest ifølge Trine Bang bevidst om den magtfaktor, der ligger i at kunne bestemme, hvad andre skal lytte til.
»Med de valg vi tager, de artister vi booker, og dem vi vælger fra, når vi sammensætter vores musikprogram, følger et kæmpe ansvar. Det ansvar synes jeg, vi tager. Vi skal være opmærksomme på blinde vinkler - herunder om der er kvindelige artister, vi måtte have overset. Jeg synes, vi har rigtig godt øje for det, men vi skal selvfølgelig hele tiden være dygtige til at tage samtalen med hinanden om, der er noget, vi har misset.«
Mange parametre i spil
Det er Smukfests musikchef og –booker Mikkel Xavier, der sidder med hovedansvaret for festivalens musikprogram.
»Ligesom det gør sig gældende på teatre, på museer, og når der bliver udgivet litteratur, så er der nogen, der er med til at bestemme, hvem der bliver set, og hvem der ikke gør. Derfor er det også vigtigt at være bevidst om at invitere andre med ind i det rum, så den viden, man tager valg på baggrund af, er mangfoldig, Og det er Smukfest opmærksom på. Mikkel Xavier er nysgerrig på alt nyt og meget i bevægelse med at få input udefra. Der er unge, der er med til at pege på talenter, og på KærligHeden har vi en livecamp med 42 lovende artister udpeget af en bred musikbranche,« ridser Trine Bang op.
Når Mikkel Xavier sammen med sit bookingteam skal få brikkerne til at passe i det kolossale puslespil, musikprogrammet for landets næststørste musikfestival er, er køn bare et af de parametre, der er fokus på.
»Når vi booker vores musikprogram, er der meget, der skal gå op; hvilke artister skal stå på hvilke scener på hvilket tidspunkt af døgnet til hvilken stemning og til hvilket publikum. Det handler om, at alle - både publikum og artister - får en god oplevelse,« siger Trine Bang.
I vores verden er det for rigidt at sige, at vi næste år skal have en kønsfordeling på 50/50 blandt vores artister.Trine Bang, indholdschef Smukfest
Flere kvinder fremover
Trine Bang mener, at man i debatten om ligestilling imellem køn i den danske musikbranche bør tage afsæt et andet sted end i fordelingen af mandlige og kvindelige artister på Smukfests musikprogram.
»Til en samtale mellem en håndfuld kvindelige artister om “Kvinder på scenen” på Udsigten torsdag eftermiddag, sagde de selv, at det her drejer sig om musikbranchen generelt. Det handler om airplay, om vores musikskoler, om hvordan management og bureauer investerer i kvindelige artister og om mindset; når vi forestiller os en trommeslager, hvorfor er det et billede af en mand, der popper op hos så mange af os? Det her handler om at skabe ægte, bæredygtige forandringer over tid i en hel musikbranche,« påpeger Trine Bang.
Indholdschefen drømmer om over tid at kunne præsentere flere kvindelige artister på Smukfest, men vil ikke love en 50/50 fordeling i 2025.
»I vores verden er det for rigidt at sige, at vi næste år skal have en kønsfordeling på 50/50 blandt vores artister, for det handler om mere komplekse strukturer, end om hvilke kvinder der står på vores scener det pågældende år. Men Smukfest er en vigtig aktør i den forandring, der efterspørges for og i musikbranchen, og vi har et ansvar, og det ansvar tager vi. Og der skal ikke herske tvivl om, at vi 100 procent har en ambition om, at der fremadrettet skal præsenteres flere kvindelige artister.«