En sø og sti bliver til med lokalt engagement
Rekordmange Vivild borgere var mødt op til indvielsen af byens nyeste vidunder, søområdet med tilhørende sti, syd-vest for byen.
Vivilds nye sø og søsti blev officielt indviet mandag 12. august i det smukkeste solskinsvejr til dato denne sommer.
Det lokkede mange Vivild borgere til at tage turen ud til det nye vidunder.
Projektet forvandler et kedeligt regnvandsbassin til en blomstrende, artsrig sø og er resultatet af en bemærkelsesværdig indsats fra lokale ildsjæle med støtte fra Nordea-fondens ’Her Gror Vi’-pulje.
Indvielsen markerede således ikke blot afslutningen på et hårdt stykke arbejde, men også begyndelsen på en ny æra for naturen i Vivild.
Historien bag
I begyndelsen af 2023 købte Aqua Djurs et 2,5 hektar stort område vest for Vivild, som skulle bruges som regnvandsbassin.
I takt med at gravearbejdet blev afsluttet, begyndte Vivild Borgerforening at overveje, hvordan området kunne udnyttes til fordel for lokalbefolkningen.
Ideen om at forvandle det kedelige bassin til en smuk, artsrig sø opstod hurtigt, og kontakten til foreningen Vild Med Vilje blev etableret.
Kontakten ledte til støtte fra Nordea-fonden, som bevilgede midler til projektet under navnet ’Vivild - Vildere Sammen.’
Siden da har en masse frivillige kræfter taget over med ivrig planlægning og grundigt arbejde.
Den lokale entreprenør, VAM, har været travlt beskæftiget med at jævne området ud og anlægge stier, som vil forbinde søen med Dyrehavestien.
Stierne vil ikke blot tilbyde naturskønne vandreture, men også bidrage til områdets biodiversitet ved at skabe en sti, der åbner op for længere ture i den lokale natur.
Uden ildsjæle ...
Projektet har været drevet af en engageret gruppe frivillige fra Vivild, herunder medlemmer af Borgerforeningen, der har arbejdet utrætteligt for at realisere visionen.
Jørgen Katholm og Kurt Ejvind Nielsen, to af de centrale skikkelser bag projektet, har spillet en afgørende rolle i udviklingen af området.
De har været med til at koordinere arbejdet, engagere lokalbefolkningen og sikre, at projektet forløb som planlagt.
»Det har været en fantastisk oplevelse at arbejde sammen med så mange engagerede mennesker,« kunne Jørgen Katholm fortælle ved indvielsen.
»Vi har haft en utrolig støtte fra lokalsamfundet, og det er takket være alle de frivillige, at vi nu står her med et færdigt projekt.«
Vilde planter
Philip Hahn-Petersen, formand for Vild Med Vilje, præsenterede de mange fremmødte for de nuværende selvgroede arter i området og diskuterede de fremtidige muligheder for udviklingen af søen.
Hans indsigt og entusiasme gav deltagerne en dybere forståelse af projektets betydning og de potentialer, området rummer.
Det var signalet til en særlig udsåningsceremoni, hvor først forskellige honoratiores med borgmester Kasper Bjerregaard (V) og viceborgmester og næstformand i Aqua Djurs bestyrelse, Benny Hammer (C), fik mulighed for selv at så frø af vilde hjemmehørende plantearter.
En konkret handling i forhold til at fremme biodiversitet og styrke det lokale økosystem.
Udsåningen symboliserede begyndelsen på søens udvikling som et blomstrende, artsrigt habitat.
Festlighederne blev afsluttet med en uformel sammenkomst, hvor deltagerne kunne nyde ’sø-pølser’ på grillen.