Få støtte til aktiviteter for børn med skolevægring
Fra 2025 reserverer Frivilligrådet en del af §18-puljen, som støtter frivilligt socialt arbejde, til et årligt tema. I 2025 er temaet børn og unge med skolevægring.
I år har Frivilligrådet i Syddjurs valgt at reservere en del af §18-puljen, der støtter frivilligt arbejde, til skolevægrede børn. Der er frist for at søge søndag den 15. september 2024 på syddjurs.dk.
Formand for Frivilligrådet Allan Skourup udtaler i en pressemeddelse:
»Frivilligrådet har valgt børn og unge med skoleværing som vores tema, da det er en samfundsudfordring, der skal gøres noget ved. Mit arbejde med udsatte familier hos både Red Barnet og Røde Kors gør, at jeg ved, at udfordringerne er til stede. Min personlige holdning er, at ”ingen børn skal ha’ det svært”! En god start på livet starter i skolen, derfor er det ekstra vigtigt at sætte ind på lige netop dette punkt.«
Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL) beskriver, at nogle af de første tegn på skolevægring kan være, at et barn har meget fravær eller bare kommer lidt for sent i skole eller til timen. Eller barnet går ofte på toilettet eller bliver der længe. Når der er frikvarter eller pause i undervisningen, kan det være, at barnet ikke er tilbage til den aftalte tid.
Socialstyrelsen beskriver desuden skolevægring som et fællesskabsanliggende. Det vil sige, at skolen, familien og netværket skal trække i samme retning for at lykkes med at skabe trivsel og øget skolegang i barnets og den unges liv igen.
Det er leder af Sundhedsplejen, Malene Lund Thomsen, og hendes medarbejdere, der har foreslået temaet børn og unge med skolevægring. Malene Lund Thomsen ser frivilliges bidrag som en unik ressource, der kan noget andet end de fagprofessionelle:
»For mig er civilsamfundet en kæmpe ressource i arbejdet med børns og unges skolevægring. Jeg vil faktisk gå så langt og sige, at det er en gave til børnene, at vi dyrker de frivilliges kompetencer. De fleste frivillige har nemlig fire kernekompetencer: At være sig selv, at være til stede, at give sig tid og ikke altid at kende svaret. Disse kompetencer kan være med til at styrke børns personlige, sociale og faglige udvikling.«
Malene Lund Thomsen har også forslag til, hvad de frivillige kan hjælpe med:
»Civilsamfundet kan gøre en forskel for skolen og tilbyde noget ekstra. Det kunne være lektiecaféer på skolen, skolevenner i timerne og brobygning til foreningslivet i fritiden, da det styrker relationerne og understøtter fællesskabet.«