Fortsæt til indhold

Hastemøde i Allingåbro: »Når samfundet melder pas, må vi selv tage over«

Bach'eriets pludselige lukning fik alarmklokkerne til at ringe i byen. Onsdag 14. august skulle der idéer på bordet for at sikre fremtiden.

Samfund

Er Allingåbro i krise?

Det var overskriften på det borgermøde, der blev afholdt på Allingåbro Hotel onsdag 14. august.

Mødet blev sat i stand efter byens populære bageri, Bach’eriet, 4. august meddelte, at de lukkede permanent med ugens udgang.

Udmelding kom som lidt af et chok for mange af byens borgere.

Samtidig skabte den en vis uro i byen, som i forvejen – ligesom så mange andre mindre danske byer – er udfordret af butikslukning, svært boligmarked og en skole under pres.

Selvom ingen vil gå så langt som at kalde det krise, så er der samtidig enighed om, at udviklingen skal vendes.

Derfor var der på aftenen lagt op til den helt store ideudveksling.

Rettidig omhu

I Allingåbro og omegn bekymrer man sig om byens ve og vel.

Det kunne tydeligt ses på fremmødet.

Allingåbro Hotel var fyldt til bristepunktet, da omkring 140 deltog i borgermødet, fortæller formand for borgerforeningen, Heidi Jensen.

»Det var over al forventning, så jeg er virkelig begejstret. Man kan mærke, at det er noget borgerne i byen, er interesserede i og som ligger dem på sinde. Det er det bedste udgangspunkt. Så må vi se, hvad der sker herfra.«

Mødet blev indledt med en velkomsttale af netop Heidi Jensen. Efterfølgende ruskede den lokale erhvervsmand og en af initiativtagerne til mødet, Paul Busk Jensen, godt op i salen med budskabet »vi bærer alle et ansvar for vores by og dens udvikling.«

Pointen var ikke, at der er krise i Allingåbro lige nu. Mødet handlede i høj grad om at vende udviklingen, før det en dag bliver til en krise, fortæller Paul Busk Jensen.

»Vi holder jo det her møde, fordi vores bager lukker fra den ene dag til den anden, og os der har vores gang i byen, ved godt han ikke er den eneste der kæmper. Der er også spørgsmålet om skolens eksistens, som selvfølgelig ville være dødsstødet for byen. Så det handler om rettidig omhu; at få styr på sagerne inden det glider os af hænde.«

Derfor var der også lagt op til en grundig idéudveksling, hvor deltagerne kunne komme med forslag og andre inputs.

Må klare sig selv

Bekymringen der ulmede i salen, var, at det ikke er sidste gang, at man ser en forretning der lukker i Allingåbro.

»Hver gang der er noget der lukker, går det jo ud over byen, som i forvejen er ramt af, at huspriserne er lave i byen. Kreditforeningerne løber skrigene herfra. Det er der mange eksempler på. Vi mener også der mangler bedre seniorboliger- og tilbud. Det har ikke kommunens bevågenhed,« siger Paul Busk Jensen.

De her udfordringer er jo ikke kun noget vi ser i Allingåbro. Det gælder for alle de små byer i Norddjurs – måske i hele Danmark.
Paul Busk Jensen

Han påpeger samtidig, at historien viser, at Allingåbro ikke skal forvente hjælp fra politisk side.

»Der er større fokus på Grenaa og Auning. VI har samtidig kun to politikere fra Allingåbro i kommunalbestyrelsen, så der er simpelthen ikke stemmer nok for Allingåbro.«

Budskabet er her, at byen må klare sig selv, hvis man vil bevare og udvikle Allingåbro.

Derfor var der også lagt op til, at forsamlingen kunne komme med konstruktive forslag, der havde til formål at afhjælpe den aktuelle situation i byen.

»Der kom mange forslag på bordet, så der skal nedsættes en arbejdsgruppe – nok mere end en – med hver sit tema.«

Paul Busk Jensen fortæller, at han dagen efter allerede har modtaget fem mails med alt fra gode ideer til konkrete henvendelser på bageriet – også udenbys fra.

»De her udfordringer er jo ikke kun noget vi ser i Allingåbro. Det gælder for alle de små byer i Norddjurs – måske i hele Danmark.«

Nye tiltag

Heidi Jensen hæfter sig også ved, at udfordringerne i Allingåbro er nogle man også ser i resten af landet.

»De små butikker lukker, det ser vi også her. Jeg vil ikke helt kalde det krise, fordi det kan lyde som om byen er ved at falde fra hinanden. Det, der ligger i det er, at hvis vi ikke gør noget nu, så kan vi lige pludselig stå uden et forretningsliv. Så spørgsmålet er mere, om vi ikke skal have stoppet den her udvikling. Vi vil gerne vende den.«

Hvordan fremtiden ser ud for Allingåbro, er dog sværere at spå om.

»Jeg blev formand for borgerforeningen, fordi jeg gerne vil være med til at gøre en forskel, sørge for et sundt forretningsliv og tiltrække børnefamilier. Mit håb er, at vi bliver ved med at have forretningsdrivende i byen, en skole – ja, en sund lille by” For jeg synes jo det her er en lille perle. Vi har smuk natur, attraktioner, skole, søer, så håbet er, at sådan forbliver.«

Er du bekymret for fremtiden?

»Altså jeg vil da ikke lyve og sige, at jeg ikke har nogle bekymringer, men de skal ikke overskygge alt det andet. Vi skal snakke byen op! Jeg tænker da ind imellem, at jeg håber, vi kan vende tendensen, og nu har vi taget det første skridt til forhåbentligt at forvente det. Mine håb og drømme for Allingåbro ligger i den positive ende. Helt klart.«