Fortsæt til indhold

Efter Per Haubergs død: Malling Bio sat til salg

Det er noget af en tidslomme, der er til salg i Malling for knap 3 millioner kroner. Men skal bygningen fortsat huse en biograf?

Samfund

Hvis du går med drømme om at blive biografejer, er der mulighed for at slå til i Malling.

Her er Malling Bio netop sat til salg for 2.995.000 kroner.

Det oplyser Jesper Bjerg, indehaver af Danbolig Beder, der står for salget af den ikoniske forstadsbiograf.

Malling Bio er til salg for 2.995.000 kroner. Foto: Danbolig Beder

»Det er noget af en sjælden tidslomme, vi netop har sat til salg, og der har allerede været stor interesse og en del henvendelser. Men det kan godt være, at det måske kommer til at tage lidt tid. Jeg håber på, at der kommer en investorgruppe eller nogen, der kan gå sammen og drive stedet her videre som biograf. Det vil betyde meget for lokalområdet,« siger Jesper Bjerg, der også godt kunne forestille sig, at bygningen kunne bruges til café-drift eller lignende.

Ejendommen i Bredgade huser også en lejlighed på førstesalen i bygningen, der oprindeligt er fra 1891 og istandsat i 1981.

Det var Per Hauberg, som ejede biografen i mange år, og efter hans død tidligere på året, har familien nu sat bygningen til salg.

Per Hauberg i sin elskede biograf i Malling, som han stod i spidsen for i en lang årrække. Arkivfoto: Kim Skovrup Andersen

Der er mange lokale, som har et forhold til biografen. Det gælder også ejendomsmægleren selv.

Indehaver af Danbolig Beder, Jesper Bjerg, står for salget af biografen i Malling. Her er han i den store biografsal. Foto: Kim Skovrup Andersen

»Jeg var tit i Malling Bio, da mine unger var små og kom også selv her som barn, så det er da specielt og spændende at få lov at sælge Per Haubergs livsværk,« forklarer han, mens han viser rundt i tidslommen.

»Det, at der er så meget historik, gør også, at vi vil gøre meget for, at stedet her falder i de rette hænder, så ånden lever videre,« siger Jesper Bjerg.

Den store biografsal. Foto: Danbolig Beder
Den lille biografsal. Foto: Danbolig Beder
Man får de røde lædermøbler med, hvis man køber biografen. Foto: Danbolig Beder
Der hænger stadig en del filmplakater i biografen. Foto: Danbolig Beder
Foto: Danbolig Beder
Foto: Danbolig Beder