Regn og blæst udfordrede, men Danish Golf Championship leverede både drama og oplevelser
Fire dage med golf i ustadigt vejr kulminerede søndag med Danish Golf Championship 2024's finalerunde.
Efter fire dages intens golf, der blev præget af ustadigt dansk sommervejr, blev vinderen, franske Frédéric Lacroix, kåret søndag. Fredagens regn og blæst tvang arrangørerne til at afbryde turneringen midlertidigt, hvilket medførte ændringer i programmet. Lørdag blev brugt til at reducere feltet fra 156 spillere, inden finalerunden kunne færdiggøres søndag.
For første gang fungerede fire kommuner i Aarhusregionen som værter, støttet af en sponsoraftale på 3,5 millioner kroner.
Aarhus, Norddjurs og Syddjurs bidrog hver med én million kroner, mens Randers gav 500.000 kroner.
Turneringen nåede ud til over 600 millioner husstande globalt, og især Norddjurs og Syddjurs politikere håbede på, at deres investering ville give stor værdi.
Inden turneringen blev der dog rejst kritik over, at ingen havde lavet en beregning på den økonomiske effekt af den internationale begivenhed.
Fremmødet, især i weekenden, indikerede dog, at Danish Golf Championship 2024 både har leveret omsætning og værdifuld markedsføring til Djursland i hidtil uset omfang.
Velgennemført arrangement
Søndag var den store parkeringsplads ved Kolstrupvej mere end halvt fyldt, hvilket vidnede om det store fremmøde.
Indenfor på Lübker Golf & Spa Resort var der mennesker overalt, men stedets størrelse gjorde det nemt at bevæge sig rundt.
Logistikken fungerede, og det var nemt at følge med i spillet og komme tæt på de professionelle spillere.
Vinder i øverste etage
Søndag fulgte Lokalavisen Rasmus Højgaard, vinder af Made in Himmerland 2023, som startede stærkt på Lübker Golf & Spa Resort.
Efter torsdagens spil førte han turneringen og så ud til at være en seriøs kandidat til den endelige sejr og den store præmiesum.
Fredag og lørdag gik dog mindre godt for den 23-årige Højgaard, hvilket sendte ham ned i stillingen.
Søndag spillede han sammen med Lorenzo Scalise fra Italien og Alvaro Quirós fra Spanien.
Det er velkendt, at sejre på topniveau oftes afgøres af din mentale styrke. Uden en stærk forbindelse mellem krop og sind er det næsten umuligt at vinde.
Rasmus Højgaard så ud til at mangle tænding og gnist denne søndag, og hans evner i putningen var ikke tilstrækkelige til at klatre op i stillingen.
Han virkede mentalt fastlåst i en dårlig oplevelse og kunne ikke ryste sine fejl af sig.
»Allez Allez Allez, Rasmus Højgaard,« sang hans dedikerede fans i Dannebrogsfarver, da han nåede 18. hul. Han smilede og hilste, men skyndte sig væk efter spillet, uden at give autografer til de drenge, der ventede på ham.
Han trak sig hurtigt tilbage, tydeligt skuffet over at have ført turneringen torsdag og ende på en delt 53. plads. En naturlig reaktion.
Sit eget sprog
For en sportsentusiast, der dog kun har overfladisk kendskab til golf, var det interessant at bruge tre-fire timer søndag på at studere spillet og de ritualer, der omgiver sporten.
Mikael Lykke Sørensen, medejer af Nybolig på Djursland og selv en dygtig golfspiller med regelmæssige runder på Lübker Golf & Spa Resort, forklarede en af de tidligere dage, at golf er et spil for gentlemen uden benspænd eller glidende tacklinger.
Her forsøger man ikke at psyke sine modstandere med øjenrul eller mishagsytringer, og publikum respekterer, at man skal stå stille og være tavs på de rette tidspunkter for ikke at forstyrre spillernes koncentration.
Golf på dette niveau er dog også benhård big business. Det er ikke hverdagskost, at bannerannoncer for Aarhusregionen med Norddjurs og Syddjurs Kommuner på logoet optræder side om side med Emirates, flyselskabet med base i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater, som hovedsageligt opererer fra Dubai International Airport. Selskabet blev stiftet i 1985 af Dubais regering og er storsponsor for flere store fodboldklubber som Real Madrid, Arsenal, AC Milan, Benfica, Paris Saint-Germain, Hamburger SV og Olympiacos.
Den samlede præmiesum ved oversteg 15 millioner kroner ved Danish Golf Championship. Pebernødder, når vi sammenligner med de nævnte fodboldklubber.