Fortsæt til indhold

Gummigranulatforbud under angreb: Idrættens formand kritiserer beslutning for at være uden faglighed

Heine Skovbak Iversen savner faglighed bag den beslutning om forbud mod gummigranulat i fremtidige kunstgræsbaner i Syddjurs, som et byrådsflertal med stor sandsynlighed vedtager onsdag.

Samfund

Fra 2031 vil EU forbyde brugen af gummigranulat i kunstgræsbaner, og Syddjurs Kommune er allerede begyndt at forberede sig på overgangen til alternative materialer.

Det betyder, at fremtidige kunstgræsbaner i kommunen ikke må anvende gummigranulat som fyldmateriale, infill kaldet på fagsproget.

Men Heine Skovbak Iversen (B), formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget og dermed ’idrættens minister’ i Syddjurs, har rejst alvorlig kritik af forbuddet. Iversen mener, at forbuddet kan have uforudsete konsekvenser for både funktionaliteten og omkostningerne ved kommende baner.

Han advarer om, at de alternative materialer kan føre til øgede driftsomkostninger og problemer med spillets kvalitet.

»Jeg har som mangeårig træner og bestyrelsesformand (I Ebeltoft If, red.) brugt meget tid på at sætte mig ind i problemstillingen, og jeg må sige, at jeg bestemt ikke er imponeret over det oplæg, vi politikere har fået fra vores forvaltning,« siger Heine Skovbak Iversen.

»Min kritik går på, at oplægget ikke forholder sig til den nyeste viden, der foreligger, og som for mig at se ikke begrunder et totalt forbud for brugen i af gummigranulat i fremtidige baner i Syddjurs.«

Kig til Silkeborg

Heine Skovbak Iversen nævner Søholt Idrætspark i Silkeborg som et lærestykke, som Syddjurs Kommune bør nærstudere.

Silkeborg Kommune har etableret to nye tredjegenerations kunstgræsbaner – én på Søholt og én på JYSK Park i Silkeborg.

Formålet er at optimere vilkårene for lokale fodboldklubber, samtidig med at kommunen, i samarbejde med DBU, lancerer et test- og udviklingsprojekt.

Projektet sigter mod at udforske miljøvenlige løsninger til indretning, vedligeholdelse og brug af kunstgræsbaner.

Eksperter fra Teknologisk Institut og Sweco har undersøgt, hvor meget gummigranulat der forsvinder fra Silkeborgs nye kunstgræsbaner og fundet, at spredningen ligger markant under de mængder, som EU-Kommissionen bruger som grundlag for et kommende forbud mod gummigranulat.

De tidlige resultater viser, at granulatværnene effektivt holder mikroplast på banen, med en samlet migration (flytning) på under 5 kg på et helt år fra banen gennem en særlig udgangssluse.

Stop lige en halv

»Det er netop erfaringerne fra Silkeborg, som jeg gerne havde set belyst, før vi som byråd træffer en alt for vidtgående beslutning,« siger Heine Skovbak Iversen.

Han fremhæver, at de nuværende planer for kunstgræsbaner i Hornslet og Ebeltoft, som allerede er finansieret med 2 millioner kroner årligt fra Syddjurs Kommune, kan blive påvirket af forbuddet.

Med en estimeret anlægspris for kunstgræsbaner uden gummigranulat, der ligger højere end for dem med gummigranulat, er Heine Skovbak Iversen bange for, at en vidtgående beslutning, som byrådet lægger op til, vil gøre det svært at komme i mål med fremtidige kunstgræsbaner i Syddjurs.

Overvejer ændringsforslag

Heine Skovbak Iversen har både i Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget og i Økonomiudvalget markeret sin utilfredshed med sagsbehandlingen fra forvaltningens side, men ikke fået opbakning fra de øvrige.

Han vil markere sin utilfredshed på onsdagens byrådsmøde og overvejer at stille et ændringsforslag, hvor han opfordrer byrådet til at sende sagen tilbage til Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget til yderligere belysning.

»Jeg ser gerne, at vi får sat et møde op med fagfolk fra DBU og firmaer, som kan gøre os klogere. Efter min mening savner vi proportionerne og snakker om gummigranulat, som om at det fylder meget mere end det er tilfældet.«

»Det var langt bedre, at vi startede med at stille krav til klubberne om pasning af banerne og ligeledes, at der er vaskefaciliteter, når spillerne forlader en bane, så de ikke slæber granulat med videre. Det har jeg set eksempel på i både Skødstrup, Aarhus og Silkeborg.«