Efterforsker brand på politistation: Problemer helt til uge 41
Politistation i Allingåbro blev kraftigt røgskadet efter brand. Sagen efterforskes fortsat.
Den seneste uge har tingene ikke været helt som de plejer på politistationen i Allingåbro.
Lørdag 17. august klokken 09.38 modtog Østjyllands Politi nemlig en anmeldelse om brand ved lokalpolitistationen.
Selvom brandvæsnet hurtigt fik styr på flammerne, der havde taget fat i en vinduesramme, så skete der alligevel materielle skader på stationen, der ligeledes blev kraftigt røgskadet.
Af den grund har lokalbetjentene den seneste uge benyttet sig af en mobil politistation, som har været opstillet ved lokalstationen, og sådan fortsætter det nogle uger, fortæller Østjyllands Politi mandag morgen.
»Den mobile politistation vil være ved lokalstationen i Allingåbro alle tirsdage fra klokken 9-13 frem til uge 41,« lyder det.
I forbindelse med branden 17. august meddelte Østjyllands Politi, at de formodede, at branden var påsat.
Der er dog i skrivende stund intet nyt på den front.
»Sagen er fortsat under efterforskning, og der er pt. intet nyt at melde om. Vi afventer svar på nogle tekniske undersøgelser fra stedet. Pt. ingen sigtede eller anholdte i sagen.«