Nu må politikerne i Grenaa se at træde i karakter
I forbindelse med den meget omtalte trepart om landbrugets fremtid, bør genetableringen af Kolindsund indgå i disse planer.
Senest har byrådet i Syddjurs med et flertal lagt planer for at realisere den gode vision. Vældig forudsigeligt er partiet Venstre på Syddjurs Rådhus ikke med i de grønne planer.
Store dele af Kolindsund ligger i Norddjurs Kommune. Nu må byrådet i Grenaa se at træde i karakter. Ved at oversvømme markerne i Kolindsund, kan man genskabe Danmarks næststørste sø.
Kun Arresø er større. Det vil blive et eldorado for fugle, fisk, planter, natur - OG mennesker. Det bliver et af de smukkeste steder i Danmark.
Og finansieringen? Det burde ikke være et problem. Foreløbig er der afsat 40 mia. kr. til de store ændringer dansk landbrug skal i gang med.
Beregninger har vist, at lodsejerne i Kolindsund - ialt cirka 15 større landbrug - kan købes ud for en lille halv milliard.
Man kunne også forestille sig udstykning af 1000 byggegrunde a´ 1 million kroner omkring Sundet. Så er der en milliard at gøre godt med.
Kolindsunds Venner holder 25 års fødselsdag i Kolind 21. september. Mød op og giv Sundet en hånd.