Fortsæt til indhold

De står overalt i byen: Nu bliver 30 farverige elefanter solgt på auktion

30 elefantkunstværker, der har stået i Aarhus over sommeren, bliver solgt for velgørenhed.

Samfund
ddp

Har du bevæget dig rundt i Aarhus hen over sommeren, så har du sikkert set en eller flere af dem.

De 30 farverige elefantskulpturer, som er udsmukket af kunstnere, har været en del af en kampagne for Psykiatrifonden vedrørende, at vi skal blive bedre til at tale om ’elefanten i rummet’, psykisk sygdom.

Nu lakker kampagnen mod enden, og elefanterne skal videre ud i verden.

10. september kan man få chancen for at købe en af dem på en live-auktion Hermans i Tivoli Friheden, hvor fodboldikon og aarhusianer Flemming Povlsen vil være vært.

»Jeg har set mange af elefanterne i Aarhus sommeren over, og jeg synes, det er et stærkt og vedkommende event. Vi skal tale åbent om det, der er svært. Det er vigtigt. Derfor sagde jeg også ja, da Psykiatrifonden spurgte mig, om jeg ville være med. På den måde kan jeg være med til at sikre, at flere med psykisk sygdom får den hjælp, de har brug for,« siger Flemming Povlsen med henvisning til, at indtægterne fra salget af elefanterne går til Psykiatrifondens arbejde.

Det bliver auktionshuset Bruun Rasmussen og auktionarius Peter Beck, der styrer hammeren.

»Vi er glade for at kunne hjælpe med afviklingen af auktionen over de farverige elefanter, der med hver deres unikke udtryk vidner om livsbekræftende, kunstnerisk kreativitet og mangfoldighed. Vi håber på stor interesse og at mange bydere vil støtte op om Psykiatrifondens vigtige arbejde,« siger Peter Beck.

Auktionen foregår 10. september fra kl. 17 i Tivoli Friheden, men man vil også kunne afgive bud online.