Man kan ikke fortsætte effektiviseringer på ældreområdet uden konsekvenser
Ældrerådet behandlede på sit møde den 5. september 2024 Budget 2025-2028.
I forbindelse med budget for 2025, ser Ældrerådet et godt udgangspunkt med hensyn til tilførsel af 11 mio. kr. til Socialområdet, da dette område har været underbudgetteret i flere år. Dette har medført et stort underskud på udvalgets område hvert år, som ældreområdet så har skullet dække.
Tilførslen til Socialområdet ses som en mulighed for, at ældreområdet slipper for yderligere besparelser i 2025.Derudover ser Ældrerådet positivt på, at der i budgettet er taget hensyn til demensområdet i forbindelse med etablering af Glesborg Demenscenter. Ældrerådet opfordrer til, at politikerne er meget opmærksomme på, at et demenscenter kræver stor faglig kompetence, hvorfor Ældrerådet gør opmærksom på, at der skal ske faglig udvikling på demenscentret, ligesom de fysiske rammer skal tilpasses til bl.a. det kommende dagcenter for borgere med demens.
Ældrerådet anbefaler desuden, at politikerne stærkt overvejer, at demenscentret bruges til de mobile borgere med demens, som ikke kan rummes på de almindelige plejecentre trods personalets socialpædagogiske tilgang.
Ældrerådet foreslår, at disse borgere (med beboerens og familiens accept) skal have tilbudt en betalt flytning til demenscenteret – i dag skal borgeren selv betale bl.a. indskuddet til flytningen.
Modsat når en borger med demens kommer i den sene stadie af sygdommen, har de ikke behov for at bo i et demenscenter. Her bør det være muligt, at kommunen betaler for flytning til almindeligt plejecenter, hvis familien accepterer dette, således fagligheden udnyttes optimalt på demenscentret.
Begge scenarier er en kommunal investering, men det vil give en optimal udnyttelse af det nye demenscenter og de faglige kompetencer. Ældrerådet vil desuden bemærke, at det er rigtigt positivt, at der lægges op til et knudepunkt ved Glesborg Demenscenter, så mobiliteten for de pårørende forbedres.
Med hensyn til effektiviseringsbidraget vil Ældrerådet kraftigt anbefale, at det bliver fjernet helt. Det er ikke muligt at blive ved med at effektivisere, uden at det medfører personalereduktioner og nedlukning af aktiviteter.
Der bør i budgettet afsættes midler til, at der gives mulighed for, at de +82-årige, der ikke reagerer på henvendelser angående forebyggende hjemmebesøg, bliver kontaktet telefonisk.
Det er meget vigtigt, at +82-årige har mulighed for at få indsigt i de muligheder, som kommunen tilbyder, ligesom de yngre ældre får.
Til slut vil Ældrerådet nævne beløbet på 100.000 kr. til frivilligpuljen. Det er et alt for lille beløb til det store arbejde, som de frivillige udfører.