Flere bøder og sur smiley til Hotel Skanderborghus
Claus Slott, direktør i Hotel Skanderborghus er ærgerlig over den sure smiley for nylig, men glæder sig over god dialog og skub i renoveringen.
»Vi har udbedret måske 90 procent, men vi mangler lige en smule.«
Sådan lyder det fra Claus Slott, der sammen med sin hustru Britt Slott ejer Hotel Skanderborghus i Dyrehaven. Parret overtog stedet i 2017 og har siden været i gang med en gennemgribende renovering af hotellet, der ligger med udsigt til Skanderborg Sø.
Derfor er Claus Slott også ærgerlig over den sure smiley og de to bøder på henholdsvis 10.000 og 15.000 kroner fra Fødevarestyrelsen i midten af august.
»Det er vi selvfølgelig kede af. Men der er også noget dialog og sparring i det, så det er ikke kun negativt. Vi er ærgerlige over det, fordi det koster penge - og det er ærgerligt at blive antastet på noget, man er glad for og synes man er godt på vej med,« lyder det fra hoteldirektøren.
Den sure smiley og bøderne blev givet for mangel på rengøring og vedligeholdelse, står der i kontrolrapporten.
»I opvaskelokalet ses hyldeknægte og hylde under bord til beskidt service med rust, der smitter af. På røremaskinen ses der afskallende maling og rust omkring toppen af piskeriset/dejkrogen. På reol i tørvarelageret i kælderen ses flere hylder itu med manglende laminatoverflade, og de fremstår med mørke belægninger. Flere ventilationshætter omkring virksomhedens store emfang i køkkenet fremstår med afskallende maling og rustdannelse. I kølerum i varm afdeling ses der afskallende maling på døren på indvendig side samt på væggen på udvendig side,« står der blandt andet i rapporten.
Claus Slott fortæller, at renoveringen begyndte allerede efter overtagelsen.
»Værelserne er blevet fornyet og en del af bygningens konstruktioner. Gulve og mange andre ting er også fornyet. Et hotel kan man ikke renovere på 14 dage - det tager tid,« understreger Claus Slott.
Efter besøget fra Fødevarestyrelsen har de ændret i rækkefølgen på det, der stadig mangler at blive ordnet.
»Vi er i fuld gang med en gennemgribende renovering af hotellet, hvor vi har igangsat en masse projekter så som maling, vedligeholdelse af fliser og meget mere, men vi har åbenbart ikke taget det i den rækkefølge, som vi burde. Det ændrer vi på nu i samarbejde med Fødevarestyrelsen, så vi kan få helt styr på det,« siger Claus Slott og uddyber med, at der i opvaskerummet blandt andet er nogle fliser, der skal skiftes.
»Fliser bliver gule med tiden, og selvfølgelig skal de være pæne - så de må jo skiftes ud.«
Claus Slott forventer, at de snart er helt færdige med at renovere Hotel Skanderborghus.
»Vi er i gang med renoveringsplaner, så det er ikke sådan noget, der står stille. Vi overtog det i sin tid uden den helt store vedligeholdelse, så det har været en stor opgave, men vi er snart i mål,« forklarer Claus Slott.
Tilbage i februar fik hotellet også en bøde og en sur smiley - i april var de ting dog bragt i orden. Nu er den altså gal igen.