Det aarhusianske kultur- og fritidsliv er godt for den enkelte og hele samfundsøkonomien
Kultur- og fritidslivet er på alle måder en god investering, viser helt ny rapport.
Kultur- og fritidslivet er ikke kun godt for borgerne - det er også helt afgørende for kommunens økonomi.
En ny rapport udarbejdet af Silverlining Research konkluderer, at kultur- og fritidslivet i Aarhus Kommune samlet har en væsentlig økonomisk betydning, som sikrer beskæftigelse til i alt 11.677 personer og genererer en årlig bruttoværditilvækst på 7,6 milliarder kroner.
Det skriver Kultur og Borgerservice i en pressemeddelelse.
Til sammenligning udgjorde bruttoværditilvæksten for hele Danmarks landbrug, skovbrug og fiske i 2023 21,2 milliarder kroner mens mejerigiganten Arla Foods ifølge cvr-registret aktuelt har 9.346 ansatte.
Kultur- og fritidsområdet bidrager årligt til fællesskabet med 2,8 milliarder kroner i skat.
»Aarhus har nogle spændende kultur- og fritidstilbud, som hver eneste dag gør byen til et fantastisk sted at bo. Med den nye rapport får vi en gang for alle slået fast, hvor vigtigt området er for borgerne, byen og hele samfundsøkonomien,« siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad (RV).
Rapporten indikerer en markant samlet nytteværdi blandt aarhusianerne, som er villige til at reducere deres eget rådighedsbeløb med gennemsnitligt 163 kroner om måneden for at sikre, at byens kultur- og fritidsaktiviteter forbliver på deres nuværende niveau eller som minimum eksisterer i fremtiden. Det svarer til i alt 612 millioner kroner om året.
Kulturen gør Aarhus til et godt sted at bo
Udover data fra CVR-registret og forskellige regnskaber har 2.598 tilfældigt udvalgte aarhusianere bidraget med deres oplevelse af Aarhus og byens kultur- og fritidsliv.
Hele 78 procent af Aarhusianerne oplever, at Aarhus i enten høj eller meget høj grad er en god by for dem. Det er især kulturlivet (52 procent), der gør Aarhus til et godt sted at bo. På de efterfølgende pladser ligger naturen og de grønne områder (43 procent), byens størrelse (24 procent skarpt forfulgt af fritids- og foreningslivet (19 procent).
83 procent af de adspurgte synes, at de har en god eller meget god trivsel. Det er en smule højere end en tilsvarende undersøgelse i 2020, hvor det gjaldt 76 procent af de adspurgte.
Kulturen er en vigtig faktor i forhold til borgernes trivsel. En interessant sammenhæng ses mellem kultur- og fritidsforbrug og trivsel/livskvalitet ses blandt yngre borgere i Aarhus Kommune. En nærmere analyse viser, at yngre borgere under 30 år med et højt kultur- og fritidsforbrug har en højere grad af livskvalitet og trivsel sammenlignet med yngre borgere med et lavt kultur- og fritidsforbrug.
Særligt museer og biografer scorer højt på listen over de kultur- og fritidstilbud, som aarhusianerne benytter sig mest af, mens top-5 rundes af med parker, spille- og underholdningssteder og biblioteker.
»Kultur- og fritidslivet er i høj grad med til at gøre livet værd at leve. En aktiv kultur- og fritidspolitik er den bedste social og sundhedspolitik. Jeg er utroligt stolt over, at området giver så meget glæde for aarhusianerne på daglig basis,« siger Rabih Azad-Ahmad.