Ansvarlig i dyrehaven efter angreb: »Lad være med at fodre de dyr«
Det har været ulovligt i over et halvt år, men mange fodrer fortsat dyrene i Marselisborg Dyrehave.
»Lad være med at fodre de dyr. Det er det klare budskab. Det er hovedessensen.«
Meldingen fra skov- og landskabsingeniør hos Teknik og Miljø, Stefan Boldsen Hansen, er ikke til at misforstå. Den kommer, efter at hjort 15. september angreb en ældre kvinde i Marselisborg Dyrehave, hvilket har medført, at dyrehaven midlertidig lukker.
Det har siden februar i år været forbudt at fodre dyrene i dyrehaven. Dette har ellers været tilladt siden Marselisborg Dyrehave åbnede i 1933.
Er det fordi, folk endnu ikke helt har fanget, at man ikke længere må fodre dyrene?
»Det er den pæne måde at sige det på. Folk overholder ikke forbuddet. Jeg ved ikke, om det er fordi, de ikke vil, eller fordi de ikke ved, at man ikke må. Men vi kan i hvert fald konstatere, at mange stadig fodrer dyrene.«
Hvad med næste år?
I 2023 lukkede Marselisborg Dyrehave også i en periode fra 3. november. Her var fodring dog ikke årsagen.
»Vi lukkede i en periode fra november, fordi dyrene blev aggressive i brunstperioden, men i år er det fordi, at folk stadig fodrer dyrene. Dyrene er endnu ikke i højbrunst. De er ikke begyndt at rulle sig ind i mudder og tis, hvilket er et tegn på højbrunst,« siger Stefan Boldsen Hansen.
Kommer vi til at se, at kommunen fremover vil lukke Marselisborg Dyrehave fra september måned?
»Vi er usikre på, om det er nødvendigt. Vi ser situationen an, og så må vi vurdere, om det er noget, vi skal gøre.«
Teknik & Miljø skilter med, at det er forbudt at fodre dyrene i dyrehaven og har »mange gange kommunikeret det bredt ud.«
Stefan Boldsen Hansen er ærgerlig over, at Marselisborg Dyrehave må lukke.
»Det er egentlig ikke nogle farlige dyr, og det skal jo gerne være en god oplevelse for alle at besøge dyrehaven,« siger han..
Ifølge Stefan Boldsen Hansen er det uklart, om den kvinde, der søndag 15. september blev angrebet af en hjort, selv fodrede dyrene. Det skal mange omkring hende dog have gjort, hvilket fik dyrene til at forsamle sig ved Varna-indgangen til dyrehaven. Dette skabte uro og aggressiv adfærd hos nogle af dyrene, lyder det.
Marselisborg Dyrehave er lukket fra 16. september frem til december, hvor dådyrenes brunstperiode slutter.