Endelig åbner stedet også i Skanderborg: »De unge møder et fællesskab, de kan spejle sig i«
Til oktober kan Skanderborg tilbyde et nyt samlingssted til kommunens unge, der savner fællesskab og trygge rammer at mødes i.
Skanderborg åbner snart dørene for et nyt samlingspunkt for unge, der savner et sted at gå hen og tale om ting, som rigtig mange oplever, men som er svært at italesætte; følelsen af ensomhed.
Det nye tilbud hedder Husrum, og tanken med det sted er at skabe nogle trygge, uformelle rammer, som de unge har lyst til at bruge til at finde fællesskab med andre, og styrke troen på eget værd.
»Husrum er sat i verden for at skabe gode oplevelser. Det er faktisk det vigtigste. For når man begynder at få nogle gode oplevelser, begynder man måske også at tro på, at man er noget værd for andre,« siger frivilligkoordinator for Husrum i Silkeborg og Skanderborg, Kristine Frandsen.
»Så begynder man måske at trives, og måske begynder man endda at søge nye fællesskaber på egen hånd. Vi er det, vi kalder ’en social øvebane’,« fortsætter Kristine Frandsen.
Foreningen har afdelinger flere steder - i Aarhus, Randers, Horsens, Silkeborg, Viborg, Esbjerg og nu snart i Skanderborg. Tilbuddet henvender sig til unge mellem 16 og 30 år, der kæmper med ensomhed, psykisk sårbarhed eller som har et ønske om et andet eller større netværk.
Det vigtigste, man kan gøre, når man oplever ensomhed, det er at få snakket om detKristine Frandsen, frivilligkoordinator for Husrum i Skanderborg
Stigende ensomhed
Ensomhed er et stigende problem i Danmark, særligt blandt unge. Nye tal på området viser, at knap hver tiende unge menneske i Danmark oplever at føle sig ensom, og den tendens forstærkes yderligere af, at følelsen kan være tabubelagt at dele med andre.
»Det er sårbart at tale om, at man for eksempel ikke har nogen venner - både fordi det kan signalere, at man har svært ved at fastholde relationer, men også fordi det kan sige noget om ens eget værd. At man ikke tror nok på sig selv eller på, at man er noget værd i relationer til andre,« siger Kristine Frandsen, der jævnligt taler med unge, som opsøger Husrum.
Og når hun taler med dem om ensomhed, oplever hun ofte, at der opstår en lettelse i at sige det højt.
»Det er rart for dem at have et sted at komme hen og sige, jeg føler mig ensom,« fortæller hun og påpeger, at deres erfaring i Husrum viser, at de unge styrkes af den del af fællesskabet, hvor de kan genkende hinandens udfordringer.
»Vores erfaring viser, at de unge møder et fællesskab, som de kan spejle sig i. Måske fordi man møder nogen, der har været igennem nogle af de samme udfordringer, man selv har været igennem, eller har nogle af de samme sårbarheder. Vi oplever, at dét kan skabe et stærkt og trygt fællesskab.«
»Få snakket om det«
Den første, man møder, når man tager kontakt til Husrum i Skanderborg, er Kristine Frandsen. Og man behøver ikke ringe op, hvis det er svært, fortæller hun. Det er nok at sende en sms eller en mail.
»Derefter bliver man inviteret til en uforpligtende, uformel forsamtale hos mig, hvor man hører om tilbuddet, og hvor vi sammen kan finde ud af, hvordan man kan starte trygt op. Det er ikke en visitering, vi er jo et frivilligt drevet tilbud, men det er en måde at få en fornemmelse af, hvad man kan få ud af det, og hvad drømmer man om,« forklarer hun.
Årligt har foreningen kontakt med cirka 500 unge. Mange af dem har Kristine Frandsen talt med, og hun kommer afsluttende med en opfordring til skanderborgenserne.
»Hvis man sidder ude i Skanderborg, så er det virkelig bare at gribe knoglen og ringe og høre,« siger hun og slår endnu engang fast, at samtalen ikke er forpligtende.
»Det vigtigste, man kan gøre, når man oplever ensomhed, det er at få snakket om det.«
Husrum åbner i Skanderborg i det nye frivillig- og fællesskabshus Flok 22. oktober.
Husrum Danmark er en del af paraplyorganisationen Jysk Børneforsorg og har eksisteret i knap 30 år.