Psykologisk førstehjælp - få hjælp til at tackle livets uundgåelige bump
Med 15 års erfaring som ballast har Nadia Helkjær Lassen åbnet ny psykologpraksis i et kontorfællesskab på Løgtenvej i Hornslet.
Nadia Helkjær Lassen, erfaren psykolog med 15 års erfaring inden for feltet, der hedder børn, unge og forældre, har netop åbnet sin egen praksis i Hornslet.
Med lokaler hos Office4you på Løgtenvej 41, tilbyder hun samtaler til en bred målgruppe.
»Mistrives du eller dit barn? Hvis I oplever psykiske vanskeligheder, hvor I ikke selv kan finde vejen frem, så er det en mulighed at få hjælp af mig,« lyder afsættet for Nadia Helkjær Lassen, hvis hun selv skal sige det kort.
Både fysisk og online
Nadia Helkjær Lassen tilbyder både fysiske og online samtaler og har kort ventetid.
»Jeg kan hjælpe unge mennesker direkte gennem samtaleforløb,« forklarer hun.
»Yngre børn kan jeg hjælpe indirekte gennem forløb med deres forældre. Det er vigtigt at have klare forventninger og god kommunikation.«
Skillelinjerne, når det handler om børn og unge hedder 0-15 år for førstnævnte og 15-30 år for den ældre kategori uden, at grænserne skal være helt fastslåste.
Livet indeholder mange bump på vejen, som vi skal lære at klare.
Tidligere PPR Norddjurs
Nadia Helkjær Lassen har tidligere arbejdet hos PPR i Norddjurs Kommune i en årrække, hvor hun har beskæftiget sig med traditionelle PPR-opgaver som undervisning, supervision, samtaler og undersøgelser.
Hun har også en treårig terapeutuddannelse, som hun ønsker skal fylde meget mere i hendes arbejdsdag.
»Jeg har altid haft en drøm om at starte som selvstændig, og nu giver jeg den drøm et skud,« siger hun.
»Jeg har opbakning hjemmefra, og det føles rigtigt at begynde selv.«
Nadia Helkjær Lassen er født og opvokset i Malling, men bor nu i Studstrup med sin mand og to børn.
Hun har valgt Hornslet som base for sin praksis på grund af fine faciliteter, nem parkering og gode offentlige transportforbindelser.
Livet er bumpet
»Livet indeholder mange bump på vejen, som vi skal lære at klare. Nogen klarer at komme over dem bedre end andre, og det er her jeg som psykolog kommer ind billedet,« siger Nadia Helkjær Lassen.
I en tid, hvor man har indtrykket af, at det at kunne få stillet en diagnose er i høj kurs, siger psykologen:
»Diagnoser kan være nyttige, men de løser ikke nødvendigvis problemerne. Det handler mere om at lære at være i det og finde måder at håndtere udfordringerne på.«
I et samfund, hvor det perfekte fylder så meget, som det gør blandt nutidens unge, tilbyder Nadia Helkjær Lassen at hjælpe til med at flytte fokus.
»Værdierne i vores samfundet er blevet meget ultimative, og baren er sat så højt, at det er svært for nogen af os at leve op til. Jeg hjælper med at flytte fokus, så det hele ikke bare bliver hårdt arbejde.«
Nadia Helkjær Lassen understreger, at det ikke altid er de voksnes skyld, at der er en trivselskrise i nutidens Danmark blandt børn og unge.
»For det første skal vi huske, at rigtig mange børn og unge har det godt i deres hverdag sammen med deres familier,« minder hun om.
Forældre, der oplever, at deres børn ikke trives eller savner relationer, giver hun følgende råd:
»Forældre kan godt gøre noget selv. Hvordan afspejler det sig i mine børn, hvordan jeg selv har det? Det spørgsmål skal man sommetider stille sig selv som forælder, og så finde ud af, at det ikke altid kræver så meget at komme på det rette spor.«
Nadia Helkjær Lassen er klar til at tage imod nye klienter og ser frem til at hjælpe dem med at finde ro, klarhed og handlekraft i deres liv.