Ankestyrelsen dumper AGF's lejekontrakt for det nye stadion
Kommunen sætter nu advokater til at granske lejeaftalen med fodboldklubben.
Er det passende, at AGF får lov at betale et kommunalt lån på 150 mio. kr. over stadionlejen hen over en 30-årig periode? Og er det på sin plads, at fodboldklubben så betaler en forhøjet leje på 7,3 mio. kr. om året for at have råderet over det spritnye stadion?
Det har Aarhus Kommune bedt Ankestyrelsen vurdere, og tilbagemeldingen er nedslående for såvel kommune som klub, der nu på ny skal finde ud af, hvordan projektet skal finansieres.
For Ankestyrelsen slår fast, at AGF’s lejeudgift naturligvis skal være på markedsvilkår, men myndigheden har ikke kunnet vurdere, at det er tilfældet, fremgår det af afgørelsen. Altså er det uvist, om lejekontrakten mellem klubben og kommunen er lovlig eller ej.
Ankestyrelsen kritiserer blandt andet kommunen for ikke i tilstrækkelig grad at undersøge, hvad den højest opnåelige pris – og dermed den rette markedspris – er.
Eksempelvis kunne man med fordel have kigget på lejeniveauet ved andre tilsvarende stadioner, peger Ankestyrelsen på.
Ligeledes anfører Ankestyrelsen, at kommunen ikke har gjort nok for at fastsætte værdien af de kommercielle rettigheder, AGF får i forbindelse med leje af stadion. Det kan være sådan noget som salg af mad og drikke, reklamerpladser på stadion, råderetten til kulturelle arrangementer og stadionnavnet.
»Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at kommunen ikke ses at have udfoldet sædvanlige og rimelige bestræbelser på at afdække markedsprisen i forhold til at sikre, at udlejningen af stadion finder sted på markedsvilkår,« står der blandt andet i afgørelsen.
Afgørelsen fra Ankestyrelsen betyder, at Aarhus Kommune nu grundigere skal have gransket, på hvilket niveau stadionlejen skal fastsættes.
»Vi er tilfredse med, at vi nu har fået en tilbagemelding fra Ankestyrelsen, så vi ved, hvor vi står, og kan arbejde videre derfra,« siger projektchef for Kongelunden Lone Dannerby Paulsen og fortsætter:
»Nu får vi en ekstern advokat til at dykke ned i tilbagemeldingen fra Ankestyrelsen. Og så må vi se på, hvad det kalder på.«
Finansieringen af stadion består i, at Salling Fondene og Lind Invest hver bidrager med 250 mio. kr., mens AGF skal bidrage med 150 mio. kr.