En æra afsluttes efter mere end 60 år: »Man skal lytte til kroppens signaler«
Tvunget af helbredet takker Dora Andersen, 84, af efter 60 år som gymnastikinstruktør.
Dora Andersen, 84 år til december, er et ægte livsstykke, en gymnastiklegende uden at overdrive, der har glædet mange mennesker i mere end 60 år med sin undervisning, sit engagement og oprigtige lyst til at gøre noget for sundheden for sine kursister.
Derfor er det også vemodigt, at hun i en alder af 84 år er nødt til at kaste handsken og sige stop som gymnastikinstruktør, mens legen endnu er god.
Den ellers veltrænede krop kan ikke klare det mere.
Dora Andersen har fået konstateret hjerteflimmer og har været forbi hjerteklinikken for at få et såkaldt stød. Det har dog ikke hjulpet.
»Jeg kan ikke mere. Min krop kan ikke holde til mere. Jeg gik og blev mere og mere dårlig, og man skal lytte til kroppens signaler,« siger hun eftertænksomt.
Det efterlader et stort tomrum, selvfølgelig gør det det.
»Det bliver et tomrum. Jeg har indstillet mig på det,« siger Dora Andersen.
Hun planlægger at holde sig i gang med småture og lidt fysisk træning i A-huset i Rønde.
Dora Andersen har tre voksne børn, børnebørn og oldebørn, som hun nu vil bruge mere tid med.
Forleden sagde hun farvel til sit store hold af ældre motionister i FOF-regi i Hornslet Hallen.
En afholdt underviser
Dora Andersen har undervist mange steder og er en meget afholdt underviser. Hendes onsdagshold tæller henved 50 glade pensionister, hvoraf mange har været med i de 30 år, hun har kørt holdet.
»Det er vigtigt at holde sig i gang, og når det kan gøres med en så energisk, glad og dygtig underviser som Dora, ja så kommer folk glade til det og hygger sig ofte også bagefter med en god kop kaffe i hallen,« siger en af hendes kursister.
Dora Andersen har gennem alle årene suppleret sin grundlæggende gymnastikviden med kurser, blandt andet hos Helle og Inge Gotved, og i forskellige nyere teknikker.
»Der er stor inspiration at hente på de kurser, som FOF er gode til at få deres lærere afsted til,« siger Dora Andersen.
Hun startede oprindeligt med ældregymnastikken i Kaløvig Husholdningskreds, som FOF Djursland senere har overtaget. Hun har også tidligere undervist i børnegymnastik i en årrække, og hun har også undervist i seniordans og motionsgymnastik i andre sammenhænge end FOF.
Dora Andersens gymnastik bygger på en række grundpiller: kropsbevidsthed, styrketræning, kredsløbstræning og motionstræning – jo, der må gerne komme sved på panden – og den byder først og fremmest på glæde.
»Gymnastik gør glad,« lyder hendes motto.
Det har været en fantastisk tid. Jeg har lavet, det jeg gerne ville.
Fra Tillerup til Glamsbjerg
Opvokset på Mols i Tillerup, gik Dora Andersen i Tillerup Skole i syv år, hvorefter hun ’fik plads i huset’, som det hed dengang.
Et ophold på Ollerup Gymnastikhøjskole, hvor Arne Rasmussen, født og opvokset i Thorsager, var leder af skolen, afgjorde Dora Andersens fremtid og altoverskyggende interesse de næste i 60 år.
Begge hendes forældre og hendes ældste søster havde også været forbi Ollerup. Dora er den yngste af syv søskende.
»Min mor var instruktør, og vores familie deltog i mange forskellige aktiviteter,« siger Dora Andersen.
»Jeg lærte at undervise i Ollerup og fik en hel masse faglige ting med i bagagen. Det var et ophold, der har præget mig meget,« siger hun.
Hun fandt efter de fem højskolemåneder arbejde som kokkepige på Glamsbjerg Fri- og Efterskole, hvor hun arbejdede i to år.
En lærer spurgte hende, om hun kunne tænke sig at få nogle timer på Vestfyns Gymnasium, fordi der var en ledig stilling som underviser for realklassen i gymnastik og håndarbejde. Hun hoppede direkte ud i det uden at kny.
»Jeg havde 15 timers idræt og fire timers håndarbejde,« husker hun smilende.
Håndarbejde kunne hun forlods kun til husbehov, så hun måtte lige en tur forbi hovedstaden på datidens håndarbejderskole for at lære det pensum, som hun skulle undervise i.
Hjem til kæresten
Dora Andersen flyttede til Djursland, da hun mødte sin mand, Jørgen Andersen, som var barnefødt i Rønde.
»Han døde desværre i foråret,« siger Dora Andersen.
Parret startede som bestyrerpar på en gård i Fannerup, men købte siden Jørgen Andersens barndomshjem på Rønde Mark, hvor de drev landbrug frem til 1992, hvor ægtefællen blev syg.
»Vi solgte gården og flyttede i hus i Rønde. Jeg fik en tid arbejde på PR electronics, men pludselig stod jeg med ansvaret for 11 hold, ni gymnastikhold og to dansehold, så jeg kunne leve af at undervise i gymnastik og dans,« fortæller hun levende.
Det startede i Kaløvig Husholdningskreds, men også Tirstrup Husholdningskreds, Røndeegens Aftenskole og hold i Hadsten fyldte hendes tid ud og mere til.
»Det har været en fantastisk tid. Jeg har lavet det, jeg gerne ville. Det glæder mig at have oplevet en periode, hvor det var sådan og folk havde lyst til gymnastik og dans.«
»Det betyder så meget for folks sundhed og daglige velvære. Ikke mindst, når vi bliver ældre,« siger Dora Andersen.
Energi og livsglæde
»Mødet med andre giver energi og livsglæde,« siger Dora Andersen.
Hun har ene kvinde styret den store flok mænd og kvinder på det hold i Hornslet, hun nu har sagt farvel til.
Og ja, der er rent faktisk mænd med, så skrønen om, at det er umuligt at lokke mændene op af sofaen, det er kun en skrøne.
For at spare lidt på stemmen har gymnastikinstruktøren brugt et headset. Et vigtigt apparat for hende, for det giver hende mulighed for at nå ud til alle med stemmens kraft.
»Jeg har altid gjort meget ud af at forklare for mine kursister, hvorfor det vi gør, er godt for dem. Det handler om at de skal tage det, vi arbejder med hos mig, med ud i hverdagen, så der bliver øget bevidsthed om, hvordan vi går og står og bruger kroppen i det daglige,« siger Dora Andersen.
Det er hendes fornemmelse, at der er en til stadighed øget kropsbevidsthed, også hos ældre, og rigtig mange af hendes nu tidligere kursister er aktive på andre fronter end de halvanden times gymnastik og boldspil om ugen.
»Vi har praktiseret glad gymnastik til glad musik. Gymnastikken har hele livet gjort mig glad, og jeg håber at min glæde har smittet af på mine kursister, så jeg har give glæden videre til dem. Det er det vigtigste,« siger Dora Andersen.
Hun afløses som instruktør på holdet i Hornslet af Susanne Bissenbacker Hansen, uddannet sygeplejerske.
»Vi er meget kede af af at skulle sige farvel til Dora, men vi har stor respekt for, at hun er nødt til at stoppe for at passe på sit helbred. Det er glædeligt, at Susanne Bissenbacker Hansen med det samme er sprunget til og nu har holdet resten af sæsonen,« siger Lene Fribo, daglig leder af FOF Djursland.