Fortsæt til indhold

»Et sted i barndommen ligger også erfaringen af vores egen død«

Josefine Klougart besøger Feldballe onsdag d. 23. oktober til en forfattersamtale i Kooperativet.

Samfund

Josefine Klougart besøger Kooperativet i Feldballe onsdag d. 23. oktober til en forfattersamtale. Kendt for sine smukke beskrivelser af natur og menneskelige relationer, vil hun dele ud af sine tanker om sin litteratur, men også om Mols og Djursland.

Josefine Klougart er født og opvokset i Agri, og naturen i hele dens mangfoldighed har præget hendes forfatterskab dybt. Forbindelsen til naturen er tydelig i flere af hendes romaner.

Johan Kjær Christensen, frivillig i den kulturelle arbejdsgruppe i Kooperativet, skal føre samtalen med Klougart og glæder sig til at dykke ned i de emner, der præger hendes forfatterskab:

»Josefine Klougart formår med sin litteratur at italesætte steder og landskaber på en måde, som åbner vores øjne for, hvordan vi går i relation med vores omgivelser. Hun skriver ikke bare om naturen som en kulisse, men som en levende del af os. Det er både smukt og tankevækkende. Og det er vigtigt i en tid, hvor klimaet, biodiversiteten og naturen i det hele taget er under pres,« siger Johan Kjær Christensen.

»Jeg forestiller mig, at vi naturligvis skal snakke om hendes seneste roman, ’Alt dette kunne du få’, men generelt er jeg også bare spændt på at høre Josefine Klougart fortælle om, hvordan Mols og Djursland som sted har præget hendes litterære univers. Det er altid fascinerende at høre, hvordan forfattere finder inspiration i deres hjemegne, og hvordan dette afspejles i deres forfatterskab.«

Barbaras fortælling

I romanen ’Alt dette kunne du få’ introduceres vi til Barbara, en forfatter med rødder på landet i Mols, nu bosat i København. Barbaras baggrund er velkendt fra andre værker af Josefine Klougart, såsom debutromanen ’Stigninger og fald’ fra 2010. Barbara deler mange biografiske træk med Klougart selv: et familieliv tæt forbundet med naturen i Mols Bjerge, de nære relationer til forældrene og en søster, samt dagligdagens gøremål og interaktioner med dyrene og planterne.

I denne roman er der særligt fokus på moderrollen og moderskabet. Vi følger både Barbaras mor og senere Barbara selv i rollen som mor.

Romanen dykker ned i, hvordan Barbaras mor ser familien som et stort livsprojekt, der på mange måder lykkes, men som også på et tidspunkt begynder at krakelere.

Dette sker, fordi en familie er en kompleks sammensætning af drømme og perspektiver, hvor ingen ejer den absolutte sandhed.

Skelsættende øjeblikke

Romanen byder på flere hændelser, der rammer et livsforløb ind. Barbara bliver mor for første gang, og kort efter bliver hendes far alvorligt syg og gennemgår en hjerteoperation.

Da han vågner, er der noget galt; hans blik er tomt, og han er ude af stand til at snakke. Chokket samler familien, men afslører også de underliggende dynamikker og hierarkier mellem dem. Barbara, der er flyttet til København, og lillesøster Sara, der har været tæt på familien.

Josefine Klougart kan skrive erindringsbilleder frem som kun få.

Der er en tone i hendes bøger, der synes at ramme selve sjælen og forbinde mennesket med naturen omkring os.

Kultur i købmandsrammer

Samtalen med Josefine Klougart er ikke det første kulturarrangement i Kooperativet. Kooperativet har allerede lagt hus til både forskerforedrag, koncert og forfattersamtale, og ifølge Johan Kjær Christensen er det heller ikke det sidste:

»Forfattersamtalen med Josefine Klougart var egentlig oprindeligt tænkt som det sidste i rækken af arrangementer, vi planlagde. Men vi oplever en interesse og et engagement, som giver os lyst til at lave mere. Så vi er gået i tænkeboks og arbejder på at skabe flere lokale kulturarrangementer, som på den ene eller anden måde har afsæt i Djursland. Og måske når vi også lidt ud over de lokale grænser.«