Fortsæt til indhold

Planchef om solcelleanlæg og kæmpevindmøller: Naboer må vente et par år på vished

Karen Margrethe Høj Madsen, Chef for Plan, Teknik og Miljø i Skanderborg Kommune, svarer på tre spørgsmål om det kommende forløb med VE-anlæg.

Samfund

Uge-Bladet Skanderborg har stillet Skanderborg Kommunes chef for Plan, Teknik og Miljø, Karen Margrethe Høj Madsen tre spørgsmål om det kommende forløb med projekter til produktion af vedvarende energi.

Når politikerne i Økonomi - og Erhvervsudvalget til november har prioriteret projekterne, kan man så se hvilke projekter, de har til sinds at gå videre med?

Ja, så vil man kunne se, hvilke projekter, de ønsker at gå videre med som de første. Det er planen at vælge to-tre projekter, som borgerne bliver involveret i at udvikle på.

Har udviklerne til de kasserede projekter mulighed for at tilpasse projekterne eller får de et direkte afslag?

Det er sandsynligvis ikke alle de øvrige projekter, der bliver kasseret. De vil få besked på at vente til et senere tidspunkt, hvor der vil være en ny runde med valg af to-tre projekter. De har i så fald mulighed for at tilpasse deres projekt, eller måske gå sammen med andre, hvis de ønsker det. Der vil sandsynligvis også være projekter, der bliver kasseret helt, og de vil få et direkte afslag.

Hvis der vælges 2-3 projekter til en start – skal de resterende projekter så være på en slags venteliste, hvor naboer ikke ved om/hvornår/hvordan projekterne bliver?

Ja, det vil de være i og med at der vil komme en ny runde. Det vil dog være en begrænset årrække eftersom alle projekter skal være gennemført inden 2030 jævnførende planen om, at kommunen skal være selvforsynende med grøn el i 2030. Det tager et par år at bygge et solcelleanlæg, og inden da kommer et til to år med lokalplaner. Vi forventer, at vi er færdige med at sætte nye projekter igang i 2026-2027.