Fortsæt til indhold

Faldende befolkningstal i Norddjurs men én by vokser

Ingen dystre miner her, lyder det fra medlemmer af Auning Handel og Erhverv.

Samfund
Anette Bonde

Lokalavisen kunne i sidste uge berette, at mens de fleste andre østjyske kommuner vokser, oplever Djursland et fald i indbyggertallet. Fra september 2023 til september 2024 faldt befolkningstallet i Norddjurs Kommune fra 36.857 til 36.751, det vil sige en nedgang på 106 personer. I Syddjurs var der en nedgang på 44 personer til 44.193.

Et faldende indbyggertal kan påvirke kommunernes økonomi i form af færre skatteindtægter og faldende efterspørgsel hos lokale virksomheder og serviceudbud. I Auning oplever man imidlertid hverken faldende indbyggertal eller svigtende interesse for bosætning. Her er der gang i både udstykninger, byggeri og handelsliv, lyder det fra tre mellemmer af bestyrelsen i Auning Handel & Erhverv, som Lokalavisen traf i sidste uge.

Vækst de seneste 15 år

Mikkel Bak, Tøjeksperten, hører kun positive meldinger fra de andre specialbutikker i byen.

»Auning har som den eneste af de store byer i Norddjurs haft en befolkningstilvækst de seneste 15 år. Vi kan jo tilbyde det meste, og flere vælger at køre hertil. Der er mange biler i byen.«

Mikkel Bak, Tøjeksperten. Foto: Anette Bonde

På stående fod kan han opremse adskillige udstykninger og nye boligområder: campingpladsen, Gartnerigrunden, Moselunden, Bakkesvinget og et område overfor den gamle kartoffelmelsfabrik.

Det er en vedtaget holdning og en årelang kultur, at byens handelsliv står sammen.

»Vi hjælper hinanden med at gøre Auning til en attraktiv by at handle i.«

Selv om byens indbyggertal vokser, noterer han, at der måske er lidt færre kunder i butikken. Til gengæld køber de mere. De lidt færre kunder, forklarer han med, at der nok er en tendens til, at folk generelt holder mere på pengene.

»Og andre venter lidt i forventning om, at der er en optur på vej.«

Gang i hussalget

Claus Lindgaard, Djurslands Bank, er ligeledes optimist. Der er nemlig godt gang i hussalget, fortæller han, og peger eksempelvis på de seneste to områder på Porsbakkevej og Teglværksvej, der hurtigt blev solgt.

Energikrisen i 2022 og rentestigninger førte til faldende nybyggeri, men siden slutningen af 2023, da renten begyndte at falde igen, har salget været støt stigende, både af eksisterende boliger og nybyggeri, tilføjer han.

Casper Lindgaard, Djurslands Bank. Privatfoto

Claus Lindgaard er klar over, at folk har holdt lidt på pengene. Men butikkerne i Auning trives i kraft af et solidt kundeunderlag. En del af tilflytterne er folk, der har været flyttet til Randers og Aarhus og vender tilbage igen, nu med familie.

»De kommer med gode uddannelser og lønninger og lægger penge i butikkerne.«

Endelig peger Claus Lindgaard på den gennemkørende trafik som en faktor for den gode udvikling.

»Handelslivet kan mærke, at det er en by, man kører igennem. Mange svinger ind og handler, og i butikkerne ser man nye mennesker hver uge.«

150-200 nye huse

Ifølge Marius Mollerup, Sportigan, er der i løbet af de seneste par år blevet bygget 150-200 nye huse i Auning.

»Byen vokser, og vi får tilflyttere hele tiden. Der er aldrig blevet bygget så mange huse på så kort tid. Så nej, vi kan ikke mærke den krise, folk snakker om.«

Marius Mollerup, Sportigan. Privatfoto

At udbuddet af butikker er så varieret, har også betydning for at kundeunderlaget er stabilt, understreger han.

Både Mikkel Bak, Claus Lindgaard og Marius Mollerup peger på, at Auning ligger lunt i smørhullet i forhold til de større byer Randers, Aarhus og Grenaa med deres udbud af arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner med mere. Samtidig har man ikke som for eksempel Hornslet oplevet skyhøje stigninger på byggegrunde på grund af nærheden til den østjyske hovedstad Aarhus. I Auning koster byggegrunde omkring en halv million eller lidt mere, mens de i Hornslet ikke sælges for under en million.