Valle sendte smuk kærlighedserklæring til sin hjerteklub efter sin død
Hans Evald "Valle" Jakobsen, Vivild IF Fodbolds hjerte og sjæl, efterlod en sidste gave til sin elskede klub.
Den 1. maj 2024 mistede Vivild en af sine mest engagerede borgere, Hans Evald ”Valle” Jakobsen.
Hans Evald Jakobsen, kendt som Valle, var ikke bare spiller og træner i Vivild IF Fodbold i en menneskealder; han var hjertet og sjælen i klubben. Selv ved sin livsafslutning tænkte Valle på sin hjerteklub, hvilket blev tydeligt, da en særlig gestus kom frem efter hans død.
Valle havde bedt ejendomsmægler Jacob Stensgaard fra Nybolig om at sælge sit hus, når han ikke længere var her, fortæller Kurt Enevoldsen fra Team Vivild.
Men der var en betingelse: Jacob Stensgaard skulle love at donere 5.000 kr. af sit salær til Vivild IF Fodbold.
Denne betingelse blev en glædelig overraskelse for klubben, da Jacob Stensgaard, som selv har spillet på Vivilds 1. hold og senere blev cheftræner, overrakte gavebeviset på Langhøj Idrætscenter, da førsteholdet lørdag spillede hjemmekamp på Langhøj Idrætscenter mod CIF og i øvrigt vandt med 6-3.
Et samlingspunkt
En gestus, der viser Hans Evald ”Valle” Jakobsens livslange engagement i Vivild IF Fodbold. Han var kendt for sin gavmildhed og sit store engagement i klubben. Valle spillede på førsteholdet i 1950’erne og 1960’erne, trænede drengespillere i næsten 20 år, og var en fast skikkelse på tilskuerpladserne og i omklædningsrummet efter kampene.
Kurt Enevoldsen var en af af Valles mange elever, som blev skolet i den dengang særlige Vivild ånd, både spillemæssigt og i forhold til opførsel på og udenfor banen.
Valle var også en af de drivende kræfter bag etableringen af klubbens faciliteter, og hans hus på Præstevænget var et samlingspunkt for generationer af fodboldspillere.
Hans sidste gave til klubben er en smuk påmindelse om hans uendelige kærlighed og engagement i Vivild IF Fodbold.
Hans Evald ”Valle” Jakobsen efterlader sig et varigt minde i Vivild IF Fodbold, og hans sidste gestus vil blive husket som et symbol på hans uforbeholdne kærlighed til klubben.