Molsskolen: Knivepisode håndteres som enkeltstående tilfælde
Skoleleder Claus Peter Olesen reagerer på en episode med en camouflagekniv på Molsskolens busholdeplads og understreger, at ingen kom til skade.
På Molsskolens busholdeplads udspillede der sig onsdag en episode efter skoletid, hvor en dreng fra overbygningen viste en såkaldt camouflagekniv, som han havde medbragt, til en anden dreng.
Det fortæller skoleleder Claus Peter Olesen på skolens meddelelsesfora, Aula.
Skolelederen fortæller, at der ikke skete yderligere ved episoden, og at ingen kom til skade.
»Det er naturligvis helt uacceptabelt, at børn og unge medbringer våben som knive, pumpguns, nerf guns, soft guns, fiskeknive, attrap-knive etc.,« understreger skolelederen i opslaget.
Claus Peter Olesen fortæller til Adresseavisen, at Molsskolen har været i kontakt med begge drenges forældre, og at sagen nu håndteres i SSP-regi samt relevante myndigheder hos Syddjurs Kommune.
»Vi betragter sagen som et enkeltstående tilfælde, men vælger også at være åbne og fortælle om, hvad der skete. Ligesom det er vigtigt at få understreget, hvad vi ikke accepterer,« siger Claus Peter Olesen til Adresseavisen.
»Det er vigtigt at fortælle til alle, at vi ikke tolererer den slags, men vi betragter det som sagt som en enkeltstående begivenhed og har haft en fin dialog med drenge og forældre.«
Han opfordrer forældre til at kontakte SSP Syddjurs, hvis de har spørgsmål.