Stena Line sender flere svenskere til Danmark
Økonomisk opsving mærkes på ruterne mellem Danmark og Sverieg - herunder ruten mellem Grenaa og Halmstad.
Et økonomisk opsving i Sverige fører igen flere svenskere til Danmark. Rederiet Stena Line oplever en markant forbedring af bookingtallene på sine ruter mellem Sverige og Danmark. Det tilskrives både rederiets målrettede investeringer i at forbedre passageroplevelsen og en bredere økonomisk genopretning i Sverige.
Den svenske økonomi viser tegn på stabilitet efter en væsentlig rentenedsættelse fra Sveriges Nationalbank tidligere i efteråret. Med den forbedrede købekraft hos de svenske forbrugere ser Stena Line nu også positive resultater. Antallet af bookinger i Danmarksregionen, hvor ruten mellem Grenaa og Halmstad indgår, i september ligger nemlig kun fem procent under niveauet fra samme måned i 2023. Dette er særligt bemærkelsesværdigt i lyset af, at 2023 var et rekordår for ruterne mellem Sverige og Danmark.
»Vi har i lang tid ventet på et økonomisk opsving, og nu ser vi, at lavere renter og en mere positiv økonomisk udsigt begynder at gøre en forskel. Det styrker forbrugernes købekraft og lyst til at rejse, hvilket vi tydeligt kan mærke i vores bookingtal,« siger Ulf Staaff, Travel Commercial Manager hos Stena Line i en pressemeddelelse.
Han understreger, at det dog ikke kun er forbedringen af Sveriges økonomi, der trækker flere svenskere til Danmark.
»Vores kontinuerlige arbejde med at forbedre kundeoplevelsen spiller også en væsentlig rolle. Et eksempel er vores nye, optimerede bookingsystem, der gør det endnu nemmere og hurtigere for kunderne at booke deres rejse med Stena Line. Vi ser allerede nu stærke bookingtal for de første måneder af 2025, og vi ser frem til at byde endnu flere rejsende velkommen ombord,« siger Ulf Staaff.