Fortsæt til indhold

Forvirring om tilladelser: Politiet skal ikke godkende posefester

Østjyllands Politi præciserer i et svar til Adresseavisen, at posefester kan afholdes, hvis de overholder gældende regler og undgår restaurationsloven.

Samfund

Den planlagte posefest i Byhallen i Kolind, som var planlagt til 27. september 2024, blev ikke til noget.

Forklaringen på aflysningen lød på, at der er formuleret nye retningslinjer fra SSP Østjylland og samarbejdet med ’Fælles om Ungelivet’, der er startet af Sundhedsstyrelsen og TrygFonden.

Frustration

Arrangørerne bag posefesterne, en gruppe frivillige voksne, undrede sig over, hvorfor de ikke kunne få bevilling fra Østjyllands Politi til at afholde posefesten i september 2024. Til dato havde de afviklet ni fester uden problemer og med politiets godkendelse.

Overraskende svar

Adresseavisen har fremsendt en række spørgsmål til Østjyllands Politi for at få præciseret om posefester og lignende arrangementer fortsat kan afvikles, så længe de overholder de gældende regler på området.

Det meddeler Østjyllands Politi via sin kommunikationsafdeling, at det er muligt.

»Det betyder først og fremmest, at afviklingen ikke må falde ind under restaurationsloven (dvs. ingen udskænkning af alkohol eller i øvrigt kommercielt). Politikredsens bevillingskontor er ikke involveret i fester eller lignende for unge under 18 år, hvis arrangementet afvikles som et privat/lukket arrangement. Denne type afvikling er ikke tilladelseskrævende, og dermed skal politiet ikke sagsbehandle,« lyder det i svaret fra Østjyllands Politi.

I den konkrete sag vedr. den aflyste posefest i Byhallen blev arrangøren vejledt af politikredsens bevillingskontor, og ansøgeren trak efterfølgende sin ansøgning tilbage, noterer Østjyllands Politi.

Det er ikke korrekt, ifølge Brian Juul Andersen, leder af tovholdergruppen i Ungfest Djurs.

»Vi skred til aflysning, da vi netop ikke kunne få en godkendelse fra politiet. Vi henvendte os til Syddjurs Kommune, hvor det blev slået fast, at det kun var politiet, der kunne give en tilladelse. Derfor valgte vi at aflyse,« siger Brian Juul Andersen.

’Fælles om Ungelivet

Forhenværende SSP-koordinator Heine Skovbak Iversen, Syddjurs Kommune, har tidligere udtrykt kritik af posefesterne og mener, at de modarbejder det forebyggende arbejde mod alkoholmisbrug blandt unge.

Han ser Syddjurs Kommunes engagement i ’Fælles om Ungelivet’ som en mulighed for at tænke i bedre alternativer til at bringe unge sammen.

Projektet ’Fælles om Ungelivet’ sigter mod at skabe et ungdomsliv uden markant brug af rusmidler gennem strategiske tiltag og lokal involvering. Syddjurs Kommune deltager i projektet, som løber fra 1. juli 2024 til 31. december 2027, og vil blive finansieret gennem midler fra Sundhedsstyrelsen og kommunens eget budget.

Adresseavisen vil følge op, om svaret fra Østjyllands Politi vil betyde en genoplivning af posefesterne i Byhallen i Kolind.