Sølund ærgrer sig over sur smiley: »Vi tager ansvaret på os«
Manglende temperaturmålinger har resulteret i en træls bedømmelse for botilbuddet.
Landsbyen Sølund i Skanderborg har fået en bøde på 5.000 kroner og en sur smiley efter Fødevarestyrelsens seneste kontrol.
Problemet?
Der mangler registreringer af temperaturer på genopvarmet mad i én af botilbuddets boenheder.
»Vi er rigtig ærgerlige over det,« siger Anne-Marie Kruse, leder af Landsbyen Sølund og fortsætter.
»Det er faktisk noget, vi gør os umage med, men der er sket fejl i registreringen, og det arbejder vi på at rette op på.«
Ifølge Fødevarestyrelsen har boenhed 12, hus 11 undladt at dokumentere de nødvendige temperaturmålinger af genopvarmet mad.
Virksomheden har udpeget varmebehandling og nedkøling som risikoområder, men der mangler mindst 13 målinger for 2024.
Dette resulterede i en sur smiley, til trods for at resten af kontrolpunkterne – som hygiejne og rengøring – blev vurderet uden anmærkninger.
Frustrerende udfordring
For Anne-Marie Kruse handler problemet om en travl hverdag, hvor registreringsopgaverne i dette tilfælde er glippet.
Hun bebrejder dog ikke medarbejderne.
»Der sker meget på én gang, og vores medarbejdere jonglerer mange opgaver. Derfor har vi nu ændret vores procedurer, så det bliver lettere at sikre, at temperaturerne bliver målt og registreret korrekt.«
Hun understreger dog, at det ikke skal lyde som en undskyldning.
»Vi tager ansvaret på os og forsøger at optimere, men det er frustrerende, når vi bliver vurderet på noget, vi ikke har gjort godt nok. Det er vigtigt for os, at folk ved, vi arbejder hårdt for at gøre det rigtigt, og at vi tager Fødevarestyrelsens bemærkninger meget alvorligt.«
Landsbyen Sølund modtog sidste år en sur smiley i forbindelse med en anden boenhed, men arbejder løbende på at forbedre procedurerne.
Denne gang håber de, at deres nye tiltag vil forhindre lignende problemer i fremtiden.
»Vi forsøger at optimere hver gang og sikre, at vi lever op til de høje krav, der stilles – både af Fødevarestyrelsen og af os selv.«