Lær at rette Bilkabuler ud uden at skulle male bilen
Manden bag Bulespecialisten i Vrinners, Kenneth Askov Johnsen tilbyder, nu eksklusive 1:1 kurser i buletilretning, hvor kursisterne får et indblik i hans særlige teknik ved at se ham over skulderen og selv prøve faget.
Bilentusiaster kender til Bilkabuler, der kan få både mænd og kvinder op i det røde felt. Mest de første!
En Bilkabule er en mindre bule eller ridse, der typisk opstår på parkeringspladser, ofte som følge af uheld med indkøbsvogne eller døre fra andre biler.
Disse små skader kan være irriterende og ødelægge bilens udseende, men de behøver ikke at være dyre eller tidskrævende at reparere.
Når man har været ved mig i to dage, kan man rette en standardbule.
Bulespecialisten
Kenneth Askov Johnsen, manden bag Bulespecialisten i Vrinners, har specialiseret sig i at rette disse buler ud uden behov for lakering.
Nu udvider han sin forretning med eksklusive kurser, hvor han deler ud af sin ekspertise til andre, der ønsker at lære den særlige teknik.
Kurserne er designet til at være intensive og personlige, og Kenneth Askov Johnsen tilbyder dem helst 1:1 over to dage for at sikre, at kursisterne virkelig lærer noget.
Kenneth Askov Johnsen er selvlært og brugte selv 4-5 år på at lære håndværket til bunds.
»Det er personen, der bruger værktøjet, som er afgørende. Jeg brugte mange år på at lære det, og du skal arbejde på det kontinuerligt,« siger han.
»Når man har været ved mig i to dage, kan man rette en standardbule. Det tager lang tid at lære, hvor hårdt man skal slå med hammeren og hvordan man bruger værktøjet korrekt. Det handler meget om føling.«
Personlig Læring
For Kenneth Askov Johnsen er det vigtigt, at kursisterne virkelig lærer noget.
»Jeg har selv været på nogle kurser, hvor vi var 10-12 kursister. Det gav mig intet. Derfor er mine kurser designet 1:1 over to dage. De, der kommer, skal lære noget,« siger han.
Kenneth Askov Johnsen har en YouTube-kanal, hvor interesserede kan få et indblik i hans arbejde og teknikker.
»Man kan nemt finde min YouTube-kanal ved at gå på min hjemmeside eller søge på Bulespecialisten på YouTube.«
Med sin nye kursusvirksomhed håber Kenneth Askov Johnsen at kunne dele sin passion og ekspertise med andre, samtidig med at han fortsætter med at levere høj kvalitet og miljøvenlige reparationer til sine kunder.
»Jeg vil gerne have, at flere lærer denne teknik, og flere får kendskab til, at de kan få deres buler repareret på denne måde, hvor man undgår spartel og maling, som belaster miljøet.«
- - Skyder du ikke dig selv i foden?
»Jamen, det er der skam også flere, der har spurgt mig om. Det mener jeg ikke, fordi du ikke lærer teknikken på to dage, men du får en basal viden. Jeg synes, jeg kan se et forretningsområde for min virksomhed som kan styrke den i de døde perioder på året, hvor jeg ikke laver mange buler, men jeg frygter bestemt ikke for ar blive arbejdsløs, fordi der kommer andre, der kan det samme som mig. Det kræver mange år og tålmodighed at lære.«
Fra indkøber til buleekspert
Kenneth Askov Johnsen, 43, der oprindeligt kommer fra Rønde, men flyttede til Mols som tolvårig med sin familie, har drevet Bulespecialisten i Vrinners siden 2014.
I starten havde han et fast job som indkøber og arbejdede med at rette buler om aftenen og i weekenderne. Men det skiftede hurtigt til, at Bulespecialisten blev hans faste job.
Nu holder Kenneth Askov Johnsen til i egne lokaler på Vrinners Bygade, hvor han har indrettet sit værksted.
Bulespecialisten er fortsat mobil, idet Kenneth Askov Johnsen stadig kører rundt i Østjylland og tilbyder reparationer direkte hos kunden.
»Jeg har det specielle værktøj med ud til kunden. Reparationen foregår på stedet, så det eneste de skal gøre er at booke mig,« siger Kenneth Askov Johnsen.
Kunder kommer selvfølgelig også til ham i værkstedet i Vrinners, hvor han udfører reparationerne.
Kenneth Askov Johnsens mobile service er populær blandt kunder i hele Østjylland, fra Horsens til Vestjylland og Nordjylland.
»Jeg er flere gange mødtes med kunder i IKEA i Aarhus, hvor jeg retter buler ud, mens konen handler,« smiler han.
Fokus på kvalitet
Med sin nye satsning på kurser håber Kenneth Askov Johnsen at kunne hjælpe flere med at lære den særlige teknik og samtidig bidrage til en mere bæredygtig bilreparation.
Kenneth Askov Johnsens ekspertise har fanget opmærksomheden hos flere forsikringsselskaber.
»Nogle forsikringsselskaber er gode til at tage fat i mig,« siger han.
»De ved, at jeg kan lave reparationer, der bevarer bilens udseende uden farveforskel, hurtigt og nemmere.«
Et besøg på Kenneth Askov Johnsens hjemmeside bulespecialisten.dk afslører, at han har et tredje ben i sin forretning, nemlig udlejningsbiler.
»Jeg har en flyttebil og en personbil, som jeg lejer ud. For min lille virksomhed er det vigtigt at have mange varer på hylderne.«
»Jeg bliver ikke millionær af at arbejde, men jeg er glad og godt tilfreds. Det er det vigtigste for mig.«