Fortsæt til indhold

Sådan bliver du en grøn helt

Vil du være med til at forme fremtidens energi og styrke dit lokalområde? NRGi opfordrer nu andelshavere i Djursland til at stille op som kandidater til repræsentantskabsvalget.

Samfund

Det forbrugerejede andelsselskab NRGi afholder repræsentantskabsvalg i det nye år og søger engagerede kandidater fra Djursland. Jens Myrup Pedersen, repræsentantskabsmedlem og bestyrelsesformand i NRGi, understreger vigtigheden af valget:

»Som medlem af NRGi’s repræsentantskab har man en vigtig stemme i forhold til, hvordan vi styrker den grønne omstilling og sikrer vores fremtidige energiforsyning. Dette er en enestående mulighed for at gøre en forskel,« siger Jens Myrup Pedersen.

Sidste frist for opstilling er den 1. december 2024, og valget finder sted fra den 27. januar til den 9. februar 2025.

Bredt repræsentantskab

NRGi ønsker et repræsentantskab, der afspejler andelshaverne og deres værdier. Jens Myrup Pedersen håber på et bredt udvalg af kandidater fra Djursland:

»Vi har brug for engagerede og handlekraftige personer, der ønsker at repræsentere vores 235.000 andelshavere i Østjylland og sikre, at NRGi forbliver en stærk aktør i den grønne omstilling,« siger han.

For at stille op som kandidat skal man bo i Djursland, modtage strøm fra KONSTANT Net, oprette en kandidatprofil og samle 10 digitale underskrifter fra sit distrikt senest den 1. december 2024.

Infomøde i Rønde

I november afholder NRGi et infomøde i Rønde, hvor interesserede kan høre mere om, hvad det vil sige at være repræsentantskabsmedlem.