Fortsæt til indhold

Marselistunnelen er et stort skridt nærmere: Nu sendes miljøkonsekvenser i høring

Efter en årelang proces er miljøkonsekvensvurderingen af den to kilometer lange tunnel under Marselis Boulevard klar. Afsluttende høringsfase går i gang nu.

Samfund
ddp

Den har været utroligt mange år undervejs, og nu er den et meget vigtigt skridt nærmere.

Miljøkonsekvensvurderingen af den to kilometer lange Marselistunnel, der skal nedgraves under Marselis Boulevard i det centrale Aarhus, er netop blev klar til offentliggørelse, og derfor starter den afsluttende offentlige høring nu.

Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Tunnelen skal øge fremkommeligheden mellem Aarhus Havn og motorvejsnettet og forbedre byrummet i området.

I dag udgør Marselis Boulevard sammen med Åhavevej og Aarhus Syd Motorvejen forbindelsen fra landets største erhvervshavn til motorvej E45. Ved at etablere en tunnel under Marselis Boulevard kan den tunge trafik, der i dag præger den aarhusianske hovedfærdselsåre, komme under jorden, og lastbilerne kan komme effektivt ud på motorvejen.

Visualisering af den kommende tunnel.

Men det lange anlægsarbejde bliver ikke uden kvaler, og det har man overvejet nøje, lyder det fra Vejdirektoratet.

»Vejdirektoratet har i miljøkonsekvensvurderingen haft stort fokus på at sikre den bedste byggemetode, sikre god trafikafvikling i anlægsfasen og reducere støjen i og efter anlægsperioden for de mange naboer langs Marselis Boulevard. Marselis Boulevard er en vigtig indfaldsvej til Aarhus med megen trafik, og det har været en forudsætning for vores arbejde, at vi kan opretholde trafikken på Marselis Boulevard i anlægsperioden,« siger projektleder René Juhl Hollen.

Derfor bygges tunnelen i to halvdele, så der altid kan køre trafik i ét spor i hver retning på Marselis Boulevard. Det sikrer, at den tunge havnetrafik ikke skal køre af andre ruter, imens der bygges.

Når den tunge trafik kommer væk fra boulevarden og under jorden, vil det betyde en væsentlig støjreduktion for naboerne langs Marselis Boulevard. Støjberegningerne viser, at antallet af støjbelastede boliger (over 58 dB) vil falde med cirka 1.000 boliger. Tilsvarende falder antallet af stærkt støjbelastede boliger (over 68 dB). også med cirka 1.000.

»Ved at flytte den tunge trafik ned i tunnelen kan vi skabe et bedre byrum for de mange naboer langs Marselis Boulevard,« konstaterer René Juhl Hollen.

Tunnelen bliver firesporet med adskillelse af en midtervæg. Den tilladte hastighed bliver 60 km/t.

Miljøkonsekvensvurderingen, der bliver Folketingets beslutningsgrundlag, når det skal vedtage en anlægslov, kan læses på Vejdirektoratets hjemmeside.

Den offentlige høring af projektet går i gang nu og forventes afsluttet den 9. januar 2025. Derefter vil der blive udarbejdet et høringsnotat.

Inden afslutningen af høringsfasen afholder Vejdirektoratet et borgermøde d. 27. november hos VIA University College i Ceresbyen.