Fortsæt til indhold

Hård fødsel - men barnet er sundt og raskt

Simon Bonne Kjær er ny formand for menighedsrådet i Kolind, der står foran store opgaver.

Samfund

Efter en intens tid med masser af tænders gnidsel og splid har et nyt menighedsråd i Kolind Ebdrup Skarresø Sogn nu konstitueret sig og er klar til at tage fat på de mange opgaver, der venter.

Simon Bonne Kjær er valgt som ny menighedsrådsformand, Bertil Christensen som næstformand, Conny Holst som kasserer og Henrik ’HN’ Nielsen som kirkeværge. Rådet træder officielt til den 1. december og vil sidde de næste fire år.

Henrik ’HN’ Nielsen, der oprindeligt blev valgt ind i menighedsrådet, men måtte træde tilbage på grund af bopælsforhold, er blevet udpeget som ny kirkeværge. Det sikrer, at hans engagement i kirkelivet fortsætter.

Første store opgave for det nye menighedsråd bliver ansættelsen af en ny præst, en vigtig beslutning, da sognet ikke har haft en fast præst i mere end seks år.

Den nye præst vil rykke ind i et renoveret parcelhus på Fasanvej, som er købt til den nye præstefamilie.

Den næste store opgave bliver salget af Kolind Præstegård, der har stået tom i syv år. En proces der kræver omhyggelig planlægning og eksekvering.