Regningerne vokser i Kongelunden: Se her, hvad der fortsat mangler penge til
Regningerne for et nyt stadion og andre anlægsprojekter i Kongelunden bare vokser og vokser. Det betyder, at flere delprojekter har længere vej i mål.
Man kan nemt få indtrykket af, at der er gået rundhyl i millionregningerne, der knytter sig til Kongelunden, herunder det nye stadion.
Onsdag aften var der møde i Kulturudvalget, og her kom det frem, at projekterne med Sportens Hus og et nyt atletikstadion, der begge skal flankere et nyt fodboldstadion, bliver over 84 mio. kr. dyrere, end man regnede med.
Læg dertil, at stadionbyggeriet i sidste uge pludselig blev en kvart mia. kr. dyrere.
De store merudgifter betyder naturligvis, at der i det store Projekt Kongelunden formentlig skal hugges en hæl og klippes en tå. Mens det ikke lader til, at de store førnævnte byggerier skal nedskaleres, er der imidlertid andre dele af det storstilede projekt, der ser ud til at få svært ved at blive realiseret.
På det sidste af i alt 14 Powerpoint-slides, der blev præsenteret på udvalgsmødet, er der oplistet, hvad der »p.t. ikke er midler til«.
Avisen ville gerne have interviewet Kongelundens projektchef, Lone Dannerby Paulsen, men da hun ferierer, har det kun været muligt at bringe et skriftligt svar fra hende:
»Udviklingsplanen for Kongelunden er en langsigtet strategi. I udviklingsplanen er der en række forslag til projekter, der kan bidrage til at realisere visionen om, at Kongelunden skal være byens grønne hjerte og et samlingspunkt for alle. F.eks. er der forslag om at etablere portaler (”Kongelys”) ved centrale indgange til området, stisystemer, en ny legeplads mv. Disse projekter vil ikke blive realiseret nu eller på én gang og vil kræve yderligere finansiering, herunder eventuelt finansiering fra fonde.«
Avisen ville gerne have haft projektchefen til at uddybe punkterne fra præsentationen, men det var ikke muligt. Derfor er vi selv dykket ned i udviklingsplanen for at finde ud af, hvad aarhusianerne nu skal spejde endnu længere efter.
Ud over nedenstående punkter var også »Yderligere kunst« og »Osv.« punkter på listen. Det har ikke været muligt at redegøre for, hvad de dækker over.
Idrætsbyen
Man ønsker, at delprojekterne i form af stadion, Sportens Hus og atletikstadion bliver bundet sammen til en idrætsby. Det skal ske gennem den belægning, der er mellem bygningerne, eksempelvis. Det kunne være den løbebane, man på illustrationer har set aftegnet på jorden mellem stadion og Sportens Hus. Det er derudover det forskellige inventar, der skal skabe en sammenhæng.
Stampes Plads/P1
Pladsen foran stadionhallerne og parkeringspladsen ved siden af er det visionen, at man bearbejder området og eventuelt finder en ny anvendelsesform. Det vil reducere parkeringskapaciteten i Kongelunden. P1-parkeringspladsen har 270 pladser. Det er ikke planer, der for nuværende arbejdes konkret med.
Kongelys
I udviklingsplanen er det idéen, at Kongelundens område markeres der, hvor man går ind på det. Det kan være i form af arkitektoniske markeringer, kort, infoskærme eller lignende. Designet er ikke på plads endnu. Eksempelvis kunne man på Chr. Filtenborgs Plads ved Tangkrogen forestille sig en markering af, at Kongelunden starter her.
Kystruten
Visionen med kystruten er at forbinde Idrætsbyen i vest, nær krydset ved den gamle cyklebane, med Aarhusbugten i øst. Ruten vil på noget af strækningen være en gangsti og andre steder en kombineret gang- og cykelsti. Ruten vil krydse Marselisruten, Kongeruten og Stadion Allé, og den vil ifølge udviklingsplanen skabe interne genveje. Visse steder vil ruten være oplyst af lave pullerter, der vil kunne dæmpes om natten.
Marselisruten
Her vil man forbinde midtbyen med Marselisborgskovene i syd gennem Kongelunden. Ruten vil bringe midtby og natur meget tættere sammen. Ruten vil være for bløde trafikanter, altså cyklister og fodgængere. Cykelstien vil kunne kobles på super-cykelstier ved Aarhus C.
Legeplads og naturcenter
Nogle af idéerne til, hvad man kunne etablere i området. Planerne er ikke konkrete og skal betragtes som en del af et idékatalog.