»Hvis der ikke bliver ryddet sne, kommer vi ikke efter affaldet«
Renosyd melder klart ud, at det får nogle konsekvenser, hvis der ikke sneryddes tilstrækkeligt.
Det kan siges meget kort:
»Hvis der ikke er ryddet sne på vejene, bliver der heller ikke hentet affald.«
Sådan lyder det fra Henrik Müller, direktør i Renosyd. Efter snestormen i januar, som for alvor viste sig at være udfordrende for mange i trafikken, heriblandt Renosyds skraldemænd, som i januar var ansatte hos Verdis.
»Der er konsekvenser, når der ikke ryddes sne. Vi kan måske tage udgangspunkt i, hvad vi oplevede i vinter, hvor vi for første gang havde sne, der også blev til is. De første tre uger i januar havde vi 73 arbejdsulykker - 65 alene i Skanderborg Kommune,« fortæller Henrik Müller, direktør i Renosyd.
Henrik Müller forklarer, at man er blevet meget bevidste og opmærksomme på, at sne og isglatte veje har store omkostninger.
»I virkeligheden var det worst case for mig som direktør, at vi havde så mange, der kom til skade.«
Derfor er der foretaget nogle ændringer.
»Vi har tilpasset vores procedurer. I vinter var udfordringen blandt andet, at det ikke var helt klart, hvordan vi skulle forholde os til sne og is. Nu er vi meget bedre klædt på, så det er nemmere for os at vurdere, at nu skal vi ikke samle affald,« fortæller Henrik Müller.
»Det er ikke tilladt at tilrettelægge arbejdet, så folk kan komme til skade. Derfor er vi også nødt til at være mere påpasselige fremadrettet,« fortæller Henrik Müller.
Det gør sig gældende i forhold til arbejdsmæssige hensyn.
Nogle beholdere vejer op mod 200 kilo, så alle skraldespande er i dag beholdere med hjul, så man kan skubbe den.
Og så skal vejen være ryddet.
»Nogle af skaderne er med medarbejdere, der har gået med de tunge beholdere, og så er de gledet og har fået beholderen ned over sig. Andre har skubbet beholderen foran sig og gledet efter den«
For at undgå alle de skader en anden gang, har affaldsvirksomheden indskærpet affaldshentningen.
Hvis besparelserne betyder, at der bliver ryddet mindre sne, må man også som borger forberede sig på, at der er flere situationer, hvor man ikke får hentet affald.Henrik Müller, direktør i Renosyd
Det kan du selv gøre
På den måde er budskabet klart:
»Hvis besparelserne betyder, at der bliver ryddet mindre sne, må man også som borger forberede sig på, at der er flere situationer, hvor man ikke får hentet affald,« fortæller Henrik Müller.
Direktøren opfordrer i stedet til, at man har flere sække til at stå ved sin beholder - eller at man kører på genbrugspladsen, hvis man kan komme ud at køre.
»De kommer til at køre med nødberedskab på genbrugspladserne.«
Henrik Müller er helt med på, at det kan give nogle gener hjemme i privaten.
»Men folk overlever, at der ikke bliver samlet affald. Det er rigtig vigtigt, at vi sørger for ordentlige arbejdsforhold for skraldemænd- og kvinder.«