Fortsæt til indhold

Martin visker tavlen ren: »Vi vil ikke slæbe rundt på gamle lig i lasten«

Hotellet i Ry har charmeret den tidligere Galten-dreng Martin Fuhlendorff i en sådan grad, at han tilsidst ikke kunne andet, end springe ud i endnu et hotel-eventyr.

Samfund

Efter et ”annus horribilis” med konkurs og nedlukning kommer der fra starten af 2025 igen liv i det historiske hotel i Ry. Martin Fuhlendorff, ny forpagter, er klar til at puste nyt liv i hotellet og ser frem til at genåbne – nu under det nye navn: Hotel Birksø.

»Jeg havde egentlig ikke lyst til at skifte navnet, men opdagede at det var lidt en nødvendighed i forhold til den omtumlede fortid det seneste års tid og al den mudderkastning, der har været. Desuden havde hotellet fået mange dårlige gæsteanmeldelser på nettet. Derfor tog jeg beslutningen om at ændre navnet til Hotel Birksø for at vise, at vi starter på en frisk. Vi vil ikke slæbe rundt på gamle lig i lasten. Vi starter på en frisk med en ren tavle,« forklarer Martin Fuhlendorff om navneskiftet.

Der hvor jeg har mine kompetencer i den her branche er særligt i hoteldelen, som jeg har arbejdet med i mange år. Vores team er skarpe på netop det.
Martin Fuhlendorff, Hotel Birksø

Selvom han har trådt sine barnesko i Galten, er det i Sønderjylland han har skabt en solid karriere indenfor restaurations- og hotelbranchen. I dag driver han her både Marsk Hotellet og Hotel Tønderhus.

»Jeg har de seneste mange år været rundt i restaurations- og hotelbranchen i Sønderjylland og bygget min virksomhed op her. Jeg har været leverandør til Hotel Ry og hørte derfor om konkursen. Jeg har haft en dialog med ejeren af hotelbygningen – Michael Gadeberg – gennem længere tid, og blev bare mere og mere forelsket i ideen om det hotel. Jeg synes, det med renoveringerne er blevet et utrolig flot hotel og kan se nogle fantastiske muligheder i det,« understreger den nye forpagter, der får overdraget nøglerne til hotellet i denne uge, men først planlægger en officiel indvielse i slutningen af januar.

»Der hvor jeg har mine kompetencer i den her branche er særligt i hoteldelen, som jeg har arbejdet med i mange år. Vores team er skarpe på netop det, og vi har mange kontakter i branchen, som vi regner med at drive nytte af i forhold til hotellet i Ry. Jeg overtog også Hotel Tønderhus efter en konkurs, og det havde også en omtumlet fortid at slås med, men det er lykkedes os at få vendt bøtten der på halvandet års tid og fået en god forretning ud af det i dag med et pænt overskud.«

Satser på erhvervskunder

Hotel Tønderhus er primært et erhvervshotel, hvor erhvervsgæsterne udgør omkring 70 procent af overnatningerne.

»Vi står stærkt i det segment. Det er opbygget på relativt kort tid ved at skabe et godt netværk med lokale erhvervsdrivende. Det koncept håber vi at kunne overføre til Hotel Birksø ved at være skarpe på netop erhvervsovernatningerne samt møde og konferencedelen. Det er der, vi vil have et stort fokus til at begynde med« understreger Martin Fuhlendorff.

Det betyder dog ikke, at man fremover må se langt efter at bruge hotellet som lokalt gå i byen sted eller til at holde fester. De muligheder lover den nye forpagter at holde fast ved.

»Man kan sagtens holde fester på hotellet og gå i byen for at spise på Hotel Birksø. Jeg er meget bevidst om, at hotellet tidligere har været meget skarp omsætningsmæssigt på restaurationsdelen, og det må vi ikke tabe på gulvet, når vi starter op, og derfor vil der også i fremtiden være et godt spisested i på Hotel Birksø,« understreger han.

»Jeg ved, at de lokale har været meget glade for det, der var, og derfor bliver der også fremover to restauranter i forbindelse med hotellet.«

Den nye forpagter af det historiske hotel i Ry 40-årige Martin Fuhlendorff. Han er vokset op i Galten, men det er i Sønderjylland, han indtil nu har gjort karriere. Her driver han Marsk Hotellet og Hotel Tønderhus. Pressefoto

Birksø Gastro Bar

Gastropubben skifter navn til Birksø Gastro Bar, mens Ry’tteriet beholder sit navn.

»Birksø Gastro Bar vil have åbent hver dag fra klokken 12, så man kan få en god frokost her. Den bliver lidt restaurant, lidt cafe og lidt bar. Et sted for alle, både dem , der vil ud og spise og dem, der gerne vil have en fadøl i baren. Og så bevarer Vi Ry’tteriet inde ved siden af, hvor der er mere ”fine dining”, som man kalder det i dag. Ikke gourmetmad, men mad med fokus på råvarer, kvalitet og anretninger vil man nok kalde det- ikke gourmetmad men pænere mad med fokus på råvarer og anretninger.«

I forbindelse med opstarten af Hotel Birksø vil Martin Fuhlendorff tilbringe en del tid i Ry, og derfor leder han efter et sted at bo, hvor han kan overnatte et par gange om ugen. Basen i Tønder beholder han indtil videre.

»Jeg leder efter en bolig i Ry, men har stadig mit daglige virke i Tønder, så derfor flytter jeg ikke permanent til Ry. Jeg har blot brug for et sted at kunne overnatte,« forklarer han.

Går alt efter planen regner Martin Fuhlendorff med at kunne slå dørene op til en officiel indvielse af Hotel Birksø fredag 31. januar. Inden da håber han dog at kunne tilbyde et nytårsophold.

»Vi har sat fredag 31. januar som første officielle åbningsdag og det kommer en eller anden event i forbindelse med det. Vi håber jo, en masse lokale har lyst at kigge ind og hilse på. Vi arbejder også på at kunne tilbyde en nytårsophold fra 30. december til 1. januar. Lige nu skal vi have ansat nyt personale og fundet den køkkenchef, som skal være tovholder på begge restauranter.«