Fortsæt til indhold

Vrede medejere af Aarhus Street Food købt ud: Ny ejer nægter at være skurk i drama

Ny eneejer af Aarhus Street Food beskriver handel som fair og ordentlig.

Samfund

»Thomas og jeg stopper. Aarhus Street Food består.«

Sådan lyder det fra Britt Vorre, der sammen med sin mand, Thomas Bendtsen, indtil nu har ejet 60 procent af Aarhus Street Food.

En handel torsdag 28. november har dog medført, at ægteparret forlader det kendte madmarked efter 10 år.

»Vi er blevet købt ud af vores egen forretning. Det var ikke planen, og det var ikke vores ønske, men nogle gange er man oppe mod nogle økonomiske muskler, man ikke helt kan hamle op med,« siger Britt Vorre og fortsætter:

»Vi havde et ønske om at eje vores egen forretning 100 procent, og nu er vi endt her. Vi er blevet købt ud af vores engleinvestor, som har ejet 40 procent. Når man starter sådan en proces, og stenen begynder at rulle, kan det åbenbart ende sådan her. Jeg ved godt, det lyder lidt kryptisk. Sådan kan det gå. Sådan er livet. Men jeg er vred og ked af det og ulykkelig.«

»De er blevet velhavende«

Engleinvestoren, Britt Vorre omtaler, er Kasper Kragelund, iværksætter og medstifter af Aarhus Street Food. Han ejer nu 100 procent af aktierne i Aarhus Street Food.

Det undrer Kasper Kragelund, at Britt Vorre tilsyneladende er fortørnet over handlen.

»Det er egentlig en proces, hun selv har ønsket. Britt sagde tidligere på året, at hun gerne ville lave en intern handel af anparter. Jeg ville gerne have fortsat samarbejdet, men de ville gerne afslutte vores samarbejde. Derfor lavede vi en aftale om, hvordan en handel kunne gennemføres på fair og ordentlig vis for alle parter,« siger han og fortsætter:

»Nu er der blevet handlet, og jeg har betalt den pris for anparterne, jeg synes, de er værd, og Britt har besluttet, at hun hellere vil have pengene. Beløbet er hemmeligholdt, men de er blevet velhavende i dag.«

Forstår store følelser

Kasper Kragelund kom, siger han, med »100 procent af pengene,« da madmarkedet blev etableret i 2016.

»Jeg har som bestyrelsesformand været meget aktiv, men det er selvfølgelig dem, der har stået i front. Det er naturligt, at det er en stifter, der fortsætter virksomheden, for det er et hjerteprojekt for alle involverede,« siger han.

Kasper Kragelund kan ikke se sig selv som skurken i den handel, der nu har fundet sted.

»Jeg forstår godt, at der er mange følelser i spil, og at det lige kan boble over nu her, men jeg tror, at de, når de lige har sundet sig, vil ranke ryggen og være stolte af, at de er nogle seje iværksættere. Jeg vil gerne sige tak for samarbejdet,« siger han.

Aarhus Street Food fortsætter ifølge Kasper Kragelund under samme ledelse.

»Og så vil der blive lavet nogle forbedringer, så det bliver et endnu mere fantastisk sted,« siger Kasper Kragelund.