Fortsæt til indhold

Ermins flugt fra Balkan endte godt i Grenaa

Ermin Spahic kan fejre 25 års jubilæum hos HSM i Grenaa.

Samfund

Fredag 6. december kan Ermin Spahic se tilbage på 25 års arbejde hos HSM Industri i Grenaa.

Ermin Spahic kommer fra Bosnien. I 1995, da han var 18 år, mistede han sin far i krigen på Balkan og måtte flygte med sin mor og søster til Danmark.

Grenaa Idrætscenter dannede dengang rammen om fodboldtræning for de unge flygtninge fra Bosnien. Det var her han fik tippet om, at han skulle prøve at søge arbejde på HSM Industri.

Han havde flair for håndværket og hurtig til at tilegne sig viden, derfor tog det ham ikke mange år at erhverve sig svendebrevet som smed.

Ermin Spahic er fagligt dygtig og har derfor haft mange forskellige arbejdsopgaver gennem de 25 år. I en årrække var han med på montage i forbindelse med etablering af cykelparkeringer ved DSB-stationer. Siden har han primært arbejdet på værkstedet i Grenaa.

»Ermin er en medarbejder, som alle gerne vil arbejde sammen med. Han er en super dygtig håndværker. Der er ikke den opgave, som han ikke kan løse. Samtidig er han behagelig at være sammen med. Ermin er et stille, roligt og smilende gemyt,« lyder skudsmålet fra en tilfreds arbejdsgiver.

I fritiden spiller Ermin golf, men man kan stadigvæk være heldig at spotte ham på en fodboldbane. Ellers bruger han tiden sammen med sin hustru og deres tre børn.

Virksomheden ønsker Ermin et stort tillykke med dagen og takker for et godt samarbejde gennem alle årene.